Nytårskvæk

Oy. Kunne det ikke være hyggeligt med et lille vrøvleindlæg helt uden nærværet af mænd og dating og egentlig mening, men i stedet med lidt opdateringer omkring mit spændende liv og hæsblæsende jul? Det synes jeg. Nok er jeg ikke så tjekket en blogger, der har styr over årets mest læste indlæg eller likede billeder, men en form for status kan jeg vel godt svinge mig op til. Egentlig havde jeg tidligere planlagt et mindre julehaderindlæg, men ok, tænkte jeg, der er alligevel grænser for hvor julenederen man kan være. Er jo som bekendt ellers ret meget på team Scrooge lige hvad angår julen, men jeg er også en nådig sjæl, så I kan hermed betragte jer selv som forskånet for de værste sure opstød.

Nå. Men jeg har ferie. Uh. Det passer mig til gengæld overordentligt godt. Sidder i skrivende stund i mine forældres bløde sofa. Havde helt fra feriestart haft i sinde at tilbringe størstedelen af mine vågne timer netop der. Indtil videre er det gået over al forventning. Satme en dejlig sofa. Flader jeg ikke ud på den, drøner jeg rundt i nattøj og savner et generelt overblik over ugedagene. Mine forældre spørger på skift forbavset: “Jamen. Skal du da slet ikke i fitness?” for det plejer jeg nemlig som regel, når jeg er hjemme og besøge dem. “Næ, du,” svarer jeg. For det gider jeg ikke. Vil efter nøje granskning af eget spejlbillede mene, at dovenskaben har sørget for lidt ekstra julesul på hofterne – min far laver seriøst en gudsbenådet konfekt og min mor en ditto brun sovs. Gæt om jeg indtager andet her i ferien? Og to gange om dagen er der kaffe med flødesjatter. Lige som det skal være, siger jeg bare. Lige som det skal være.

I den forbindelse har jeg måtte sande, at et nytårsforsæt om at tage mig sammen nok bør være på sin plads. Efter ferien står jeg derfor ansigt til ansigt med en alvorlig omgang sukkerdetox. Det har desuden stået sløjt til på fitnessfronten det sidste lange stykke tid. Først tænkte jeg, at det var ok, for jeg kunne jo, som nogen nok husker, ligesom bedre overskue smeltet ost end holdtræning på det tidspunkt. Men nu brokker skulderen sig, og jeg kan pludselig heller ikke klare samme belastning som før, når jeg endelig kommer afsted. Så. Altså. Ja ja. Jeg tager mig sammen. Men først fra på mandag. Af andre nytårsforsætter kan jeg oplyse, at et rygestop er på trapperne. Den var værre. Men det nok allervigtigste forsæt er, at jeg i 2017 har bestemt mig for at vinde i Lotto. Eller. Mindre kan måske også gøre det. Starter lige med ikke at gå alt for meget bananas i januarudsalg.

For nu må det simpelthen have en ende med det evindelige minus, der bare sådan helt automatisk hersker på min konto sidst på måneden. Det ville være synd at sige, at december har hjulpet på dette. Ikke fordi jeg køber julegaver til særligt mange: Min mor, min far, Søster, Søsters kæreste og så mig selv. Især er posten med julegaver til mig selv ret tung i det. Således fandt jeg både nederdel og nøjagtig den lyskæde, jeg havde ledt efter, hvilket jo er glædeligt og bestemt skabte stor munterhed i en uges tid eller så. Her efterfølgende kan jeg godt se, at det nok mest er disse julegaver, der tvinger mig til at holde lang ferie i mit barndomshjem. Lyskæden kostede mig eksempelvis resten af decembers madbudget. Ok. Nu er det i forvejen heller ikke en post, der skal kunne sørge for meget mere end rugbrød og havregryn, idet jeg ligesom er hende, der sjældent kunne drømme om at tilberede andet end en klapsammen. Men hvad betyder det hele alligevel, når man her bliver forkælet med den ene livret efter den anden, bare man vifter med et øjenbryn? Intet! Ha! Skulle have købt to lyskæder.

Ellers vil jeg mene, at gavehøsten har været tilfredsstillende. Tøffer rundt i mine spritnye uldfutter og gør et ihærdigt forsøg på at smadre mine hårsække med den epilator, der ligeledes blev pakket ud juleaften. Nogen lader åbenbart til at synes, at andre aldrig finder sig en passende mand med så stolt en hårvækst på benene. Nogen vil gerne snart have et par børnebørn, forstås. Jeg er såmænd bare glad for at kunne slippe for skraber og snitsår. Sådan en børge kan endda også tages med i bad. Arhmen. Simpelthen så smart.

Samme nogen har i en moden alder også opdaget glæden ved SKAM, som Søster og jeg næsten uafbrudt har snakket om i et par måneder. Henover ferien har vi derfor sammen genset sæson på sæson. Især giver klippet med O Helga Natt mig kuldegysninger og tårer i øjnene hver gang. Tror snart ikke, jeg kender et eneste menneske, som ikke ser den serie. Har man det af uforklarlige årsager endnu til gode, bør man gøre sig selv en tjeneste og skynde sig ind og komme i gang. Vil egentlig ikke sige så meget mere om den sag. Bare gør det. Så! – nu spørger min mor: “Har du givet din kone et nytårskys, din romantiske, gamle steg?” og planter et særdeles vådt et af slagsen på min fars kind, så han brummer og ruller med øjnene. Men jeg kan godt se, at han smiler bag skægget. Selv har jeg ingen at kysse på i aften, men tror, at jeg i stedet vil genhøre Nils Bech. Og hvis man allerede har set samtlige afsnit af SKAM – og måske som jeg tørster og tilmed bruger pinligt mange timer inde på Kosegruppa DK – kan vi jo sammen trykke play herunder og tænke lidt over, hvor forbandet meget love der i grunden også har været i 2016.

   

Farvel Handymand

Handymanden ringede dog stadig troligt hver eftermiddag. Jeg blev irriteret og mærkede en dump følelse i kroppen, så snart jeg så hans navn lyse op på telefonen. Og der var ligesom aldrig det rette tidspunkt at sige tingene på. Det begyndte at haste, for weekenden nærmede sig, og jeg havde ikke tænkt mig at tilbringe den sammen med Handymanden. Det blev korte samtaler. Enten havde jeg travlt, eller også havde han. Forsøgte at tage mig sammen og være sød, men jeg havde ikke mere at snakke med ham om.

“Hvad laver du?” spurgte jeg en aften og kunne høre larm i baggrunden. “Hjælper lige en kammerat,” svarede han. Jeg bad ham sige til, når han var kommet hjem og var alene igen. Hvis jeg ikke fik sagt noget denne gang, ville Handymanden næste dag sætte sig ind i sin bil og køre mange kilometer for at møde mig. Det vidste jeg. Der gik en times tid. Så kimede telefonen. “Jeg er hjemme nu,” sagde han. Lod ham smalltalke en rum tid, mens jeg kunne mærke pulsen tage til. “Jeg synes ikke, du skal komme i weekenden,” sagde jeg i én lang udånding, “eller nogensinde. Jeg synes ikke, vi skal ses mere.” Pause. “Det tænkte jeg nok,” mumlede han og tilføjede, at han havde håbet, jeg ville ombestemme mig. Det undrede mig, at han stadig ville fortsætte efter vores weekend sammen. Var det kun mig, der havde oplevet den som fuldstændig mislykket? Jeg sagde, at jeg ikke ville ombestemme mig, og hans stemme blev hård og kold: “Hvorfor giver du så hurtigt op? Hvorfor vil du ikke give os en chance?” “Det synes jeg også, jeg har. Jeg har ikke løjet for dig, Handymand. Det var helt oprigtigt, da jeg sagde, at det kun skulle være os to. Men det har ændret sig nu. Og så er der ingen grund til at fortsætte. Det bliver bare værre. Så er det bedre at stoppe nu, inden man bliver alt for involveret,” svarede jeg. Åhr. Det gjorde ondt at sige. Giv ham hvad du aldrig selv fik, tænkte jeg. Han var så stille. “Der er ting jeg gerne vil sige,” sagde han til sidst på sin nye, kolde måde, “men det kan være lige meget. Du er ikke en del af mit liv mere.” Hans kniv var skarp, han skar allerede. “Hvis du har brug for at sige noget til mig, lytter jeg gerne,” svarede jeg og kneb øjnene i, for det var ikke en spor rar snak, det her. Hans stemme blev atter velkendt og spinkel, da han bad mig give os weekenden. Afslag. Og vips! var det med en nærmest hånlig klang, da han sagde, han ikke kunne bruge det til en fucking skid, at jeg syntes, vi havde været vigtige. Han var fuldstændig ligeglad, sagde han. Nu savede han ligefrem. “Jeg er ked af at gøre dig ked af det. Det håber jeg, du ved,” var noget af det sidste jeg sagde til ham. “Det er spillets regler. Hvis man aldrig satser, vinder man heller aldrig,” han lød træt og slagen. “Tak fordi du satsede sammen med mig,” sagde jeg og mente det.

Når jeg tænker på Handymanden, er det med stor ømhed. Det er jo altid noget specielt hver gang mennesker involverer sig i hinanden. Men måske kan et bål, der brænder så intenst og med så sultne flammer, kun brænde for en stund. Selvom han ikke ved det, hjalp han, da jeg ikke kunne hjælpe mig selv. Og jeg havde uden tvivl ret, da jeg tænkte, at hele følelsesorgiet i virkeligheden udsprang af den knude, Sommermanden forlod mig med. Måske fik jeg udlevet alt indestængt med Handymanden. Men når man først er blevet forløst, skrumper knuden. Bliver ligesom lysere, lettere. Jeg havde bildt mig selv ind, at han ikke var en rebound, men kan godt se nu, at det var præcis, hvad jeg brugte ham til. Det gav mig en uges tid med sørgelige kærlighedsfilm på sofaen for at retfærdiggøre min dårlige samvittighed. Men jeg må jo også indrømme, at om ikke andet har bekendtskabet med Handymanden haft den ønskede effekt, og det kan jeg kun være taknemmelig for.

“Jeg har slettet dig på Facebook og Snap. Vil bare lige være sikker på, at du ikke tror, det er sket i hverken trods eller noget lignende – men udelukkende for ikke at blive mindet om dig, indtil jeg får dig ud af systemet. Jeg var nået at blive vild med dig,” skrev han. Og jeg havde jo lært, at når Handymanden sætter sig noget for, er det hundrede procent. Vi har ikke snakket sammen siden.

Gæst

Det hele gik meget stærkt mellem Handymanden og mig. “Der er noget jeg gerne vil spørge dig om,” sagde han en aften. “Jeg tænkte på, om du har lyst til at aftale, at vi ikke dater andre end hinanden?” det tog ham lidt tid at finde den rette ordlyd. Men det var lige, hvad jeg havde ønsket, han ville spørge om. “Så er det bare dig og mig,” sagde jeg. “Ja. Bare dig og mig,” svarede han. Jeg savnede ham afsindigt. Det var den første uge.

Jeg var vildt fascineret af Handymandens ærlighed, hans direkte facon, hans måde at leve fuldstændig impulsivt på. Og det var sandt, at der fandtes punkter, hvor vi lignede hinanden. Vi var for eksempel lige glemsomme og distræte og havde som følge deraf begge en tendens til at komme for sent til stort set alt. Vi syntes, det var helt forrygende at finde en at være fælles om sådanne træk med – for det er noget andre hurtigt kan finde irriterende. Derudover havde vi samme drømme. Delte holdninger og værdier. Sundt, tænkte jeg. Ærlighed er en dyd for mig, men Handymanden var ærlig på en helt ny måde, og vores samtaler bar præg af dette i en grad, jeg aldrig før havde oplevet. I hvert fald ikke så tidligt i et forhold. Der var ikke så meget pis med ham, han sagde uden omsvøb, hvad han ville have: Mig. Os. Fremtid. Jeg fik vitterligt alt, jeg havde savnet. Og jeg ville gerne være nogens. At fokus så ikke var på hvis jeg reelt var, tog jeg mig ikke så meget af til at begynde med.

Som dagene gik, som telefonopkaldene blev flere fik jeg dog efterhånden en mistanke om, at selvom vi var ens, var vi også forskellige. Og det er jo egentlig fint nok. Men den helt afgørende forskel, kunne jeg mærke, skulle findes i nuancerne. I de små ting. Dem, der ikke kom umiddelbart til udtryk lige med det samme. Men alligevel sådan nogle, man ikke kan ændre på, fordi det bare er så basal en del af hvem man er. Så samtidig viste det sig altså at være noget stort og grundlæggende mellem os, der ikke helt stemte. Noget, det hele stod og faldt på. Jeg opfattede små antydninger af dette i telefonen. Det brød jeg mig ikke om. Det er ikke rart at blive konfronteret med virkeligheden, når illusionen er så meget bedre, og trangen til at opretholde den er altoverskyggende. Hvorfor det lykkedes mig at undertrykke den snigende fornemmelse af bekymring, der havde taget bolig i min mave, så den til sidst kun sad som et ekko øverst i mavesækken.

Når jeg tænkte på Handymanden, så jeg ham for mig, som jeg huskede ham på vores anden date. Der havde vi hængt vasketøj til tørre, mens han slog mig grundigt omkuld med sin lækkerhed. Inde i mit hoved var Handymanden ætset fast i hvid t-shirt, med sine bare, tatoverede arme og en aura af coolness. Derfor forvirrede det mig, når han på sine snaps ikke helt lignede den, jeg huskede. Jovist. Kunne sagtens se, at det var Handymanden. Og så alligevel var det ikke. Nogle mennesker er bare ikke fotogene, beroligede jeg mig selv. Han spurgte, om jeg ville med ham på festival til sommer. Jeg sagde ja, glædede mig allerede og kunne mærke, at jeg savnede ham meget. Det var den anden uge.

“Er du ikke nervøs over at skulle ses igen?” spurgte jeg. “Næ. Er du?” var hans svar. “Lidt,” indrømmede jeg, “det bliver jo en helt ny måde at være sammen på. Vi har lært hinanden at kende i telefonen. Sidst jeg så dig, kendte jeg dig ikke. Det er ligesom i omvendt rækkefølge. Det føles som om, vi skal starte forfra nu.” “Synes du?” Handymanden virkede overrasket. “Ja. Det synes jeg faktisk. Det gør mig nervøs,” svarede jeg. Sagde bagefter, at jeg stadig savnede ham. Lagde på og ringede kort efter Søster op. Hun bor tilfældigvis i samme by som Handymanden. Bad hende være min backup i tilfælde af, at weekenden ikke skulle forløbe som planlagt, uden helt at gøre klart for mig selv, hvad det betød. Det var den tredje uge.

Jeg havde købt en ny kjole. Havde tilmed lakeret negle og vokset bikinilinje. Det havde taget mig en hel aften. Noget med at sidde på stuegulvet med bar numse. Klistre voksstrimlerne fast. Tage dybe indåndinger. Tælle til tre. Sige “NU!” meget højt, meget bestemt. Og så alligevel kun kunne få sig til at hive halvdelen af. Der kom voks på stuegulvet. Skulle nok have overvejet badeværelset til sådanne projekter. Men jeg ville gerne se Grey’s Anatomy imens. Da jeg om fredagen trak i mit fineste undertøj, kunne jeg tilfreds konstatere, at det hele trods alt havde været besværet værd.

“Henter du mig på stationen?” skrev jeg, mens jeg var på vej i fuld fart mod Handymandens by. Det lovede han. Emojihjerter. Vi blev enige om, at selvom jeg kom lidt sent, ville vi spise aftensmad sammen. Jeg var spændt. Håndfladerne var let fugtige. Min hjerne spillede en hed gensynsscene om og om. Tjekkede mit spejlbillede i de mørke togvinduer en sidste gang, inden jeg steg af. Fremmed perron i fremmed by. Gik forbi rejsekortstanderne. Gik ned af trapperne. Passerede cykelstativerne. Fremmed gade. Der var hvinende koldt, fik mine øjne til at løbe i vand. Jeg ventede. Ringede til Handymanden. Han tog den ikke. Til sidst fik jeg øje på en skikkelse, der med stor hastighed nærmede sig på cykel. Han bremsede hårdt op foran mig. Gullige gadelygter. Der var mange skygger. Tog et skridt baglæns. For jeg kunne nu se, at Handymanden lignede sine snaps og slet ikke den, jeg havde fremkaldt for mit indre blik så mange gange. Det gjorde mig paf. Bekymringen drattede med et hårdt bump ned fra sit skjul, fyldte lynhurtigt maven. Tror ikke, han opdagede noget. Hev mig i hvert fald bare glad ind til sig i et bjørneknus. Sagde “mmh”, da han kyssede mig. Efter at have snakket om alt hver eneste dag i flere uger, havde jeg pludselig ikke noget at sige. Min taske kom op på Handymandens bagagebærer. Vi gik hjem til ham, mens jeg forsøgte at få styr på et virvar af modstridende følelser.

Han havde selv sat lejligheden i stand. Jeg var meget imponeret. Fandeme en mand med hænderne skruet ordentligt på. Godt. Var så småt ved at have samlet mig tilpas til at få mod på det hele igen. Jeg smilede til ham. Vi blev enige om pizza. Klokken ville nok nærme sig ni, før vi fik noget at spise, så vi skyndte os hurtigt ned af trapperne igen. En nummer fireogtyve og seksogtyve blev bestilt. Vi ville købe ind til morgenmad i mellemtiden. Netto havde bare ikke det økologiske bacon, som Handymanden gerne ville have. Fakta havde heller ikke. Det forsøgte ungarbejderen også at forklare, men Handymanden ville på det bestemteste vide hvorfor, og jeg endte med at tage den unge i forsvar. Sagde, at han da sikkert ikke vidste hvorfor. Ungarbejderen gav mig ret med en bekræftende hovedrysten. “Kan vi ikke bare købe almindelig bacon i stedet for?” spurgte jeg, men blev hurtigt belært om, at det var ren og skær dyrplageri, hvis man ikke købte økologisk. “Jeg køber ikke økologisk. Ikke hver gang,” men det skulle jeg aldrig have sagt, for Handymanden kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne leve med mig selv, hvis jeg ikke var konsekvent udi økologi. Forklarede, at jeg gjorde, når jeg havde råd, og at det derfor kunne knibe lidt sidst på måneden. “Det er en prioriteringssag,” sagde han, “jeg ved jo, at du til gengæld bruger alle dine penge på sjov og dameting. Så selvfølgelig har du råd.” Jeg gloede på ham. “Men jeg skal naturligvis ikke fortælle dig, hvad du skal bruge dine penge på,” udglattede han. “Nej, det skal du nemlig ikke. Jeg vil ikke have bacon,” svarede jeg. Så hentede vi pizzaerne.

Stemningen lettede, mens vi spiste. Vi grinede. Jeg syntes, det både var meget mærkeligt og meget rart endelig at være sammen med Handymanden. Det var som om, vi skulle finde hinanden igen. Og det var sært, for jeg var på en gang også tilbageholdende og utålmodig efter at få tøjet af ham. Så snart den sidste pizzakrumme var gledet ned, var det ret tydeligt, hvad der skulle ske. “Du tager dig virkelig god tid, hva'” fløj det ud af mig efter adskillige minutters langsomt kysseri. Handymanden så usikker ud. “Nej. Undskyld. Det er helt fint. Meget dejligt,” mumlede jeg. Overtog dog hurtigt styringen, for jeg kunne alligevel ikke overskue mere langtrukkent forspil. Og jeg tror, at det var nøjagtig det, han havde håbet, jeg ville gøre, for han virkede så grumme tilfreds, da han lå under mig. “Se på mig,” sagde jeg og greb ham om kæben. Dernæst halsen. Han gispede. Tid til at skifte stilling. Forstod han mon? Gled forventningsfuld ned på siden. Jeg havde vist ham, hvordan man gør. Nu var det hans tur. Det var egentlig ikke fordi, Handymanden kneppede specielt blidt. Men han tog mig ikke. Det hele blev afsluttet på nøjagtig samme måde som tidligere. Jeg spyttede spermen ud i toilettet, skyllede munden med vand. Tænkte, at vi vist foretrak noget forskelligt. Bagefter hørte vi Leonard Cohen, og øjeblikket blev atter specielt mellem os. Jeg lagde mit tøj sammen, inden vi faldt i søvn. Den nye kjole var blevet krøllet af rejsen. Det var fredag.

Næste morgen var vi tidligt oppe, for jeg kunne ikke sove længe i en fremmed seng. Var svært stolt over, at jeg om aftenen ikke var gået alt for meget i selvsving over at skulle sove sammen med Handymanden. Jeg gik i bad. Han råbte gennem toiletdøren, at han lige ville gå en hurtig tur udenfor. Jeg havde ondt i lænden og maven. Mens shampooen skummede i håret, løb blodet ned af mit inderlår. Fik hurtigt gjort mig færdig. Nu gjorde det for alvor ondt, og jeg trak vejret i korte stød. Da Handymanden kom tilbage, lå jeg i fosterstilling under dynen. Han havde cyklet et godt stykke, før han endelig fandt økologisk bacon. Det var til mig, sagde han. Og han var så sød, fandt piller og vand og varmedunk til mig. Aede mig lidt på panden og vidste vist ikke helt, hvad man stiller op med en dame, der knap kan tale af bare menstruationssmerter. Han lavede morgenmad, mens jeg lå og koncentrerede mig om at tænke på alt muligt andet end den jernhånd, der syntes at være i færd med at tæve mig indefra. Rev og flåede i min livmoder. Da maden var færdig, virkede pillerne heldigvis. Det var virkelig god bacon.

Dagens program skulle selvsagt ikke være for vildt for mit vedkommende, men gå en tur ville jeg gerne være med til. “Hov,” sagde Handymanden, da vi passerede en bestemt forretning, “lad os gå derind.” I udstillingsvinduet havde han fået øje på lige nøjagtig den trøje, han havde ledt længe efter. Og jeg vil jo gerne shoppe, så jeg gik villigt med. Den klædte ham godt. Var dog lidt dyr i det. Handymanden betænkte sig i omtrent fem sekunder, før han langede trøjen over disken. Ekspedienten smiskede og småsnakkede, slog beløbet ind. “Jeg har kontanter,” sagde Handymanden og hev et par store sedler frem. Han og ekspedienten jokede lidt med, at man så sjældent har kontanter på sig nu om dage, så det næsten kan føles gratis at købe noget, fordi man ikke har brugt sit kort. “Desuden er de tjent sort,” grinede Handymanden venligt. Ekspedienten så helt forkert ud i ansigtet. Sådan lidt rådvild i det. Da han ikke kunne komme på et passende svar, bestemte han sig øjensynligt for at lade som om, at han ikke havde hørt, hvad Handymanden havde sagt. Fumlede lidt med posen. “Jeg sagde,” gentog Handymanden – der åbenbart befandt sig i den vildfarelse, at ekspedienten måtte være enten tungnem eller døv – lidt højere og meget tydeligt, “AT JEG HAR TJENT PENGENE SORT.” “Åh. Ja. Okay,” svarede ekspedienten spagt. Jeg vendte brat ryggen til og fortrak til den fjerneste ende af butikken.

Jeg havde ærgret mig sådan over, at jeg ikke havde fået Mortens And i år. Det kunne vi ikke have, mente Handymanden, så han trak mig med ind i et supermarked, begyndte at smide rødkål og kartofler i indkøbskurven. Han fandt en hel and til mig. Kan ikke selv finde ud af at tilberede andesteg, men det kunne Handymanden, og det blev med svesker og æbler og indmad. Det blev også med sovs lavet på fløde og en uhørt mængde fedt fundet i stegeposen. Vi havde en del bøvl med sukkeret, men i tredje hug lykkedes det også at lave brunede kartofler. Jeg dækkede bord og tændte levende lys. Maden smagte fuldstændig fantastisk. Jeg grinede og snakkede om vores første dates. Sagde, at jeg ikke havde troet, han var interesseret i mig. Det viste sig, at Handymanden havde troet det samme om mig. Fortalte smilende, at jeg havde ventet og ventet på, at han ville kysse mig. At jeg var blevet så glad, da det endelig skete. Og på et eller andet tidspunkt i samtalen, missede jeg, at Handymanden vist tog det ret nært, da jeg opremsede alle de små, fjollede ting, jeg havde gjort for at få ham til at komme tættere på, men som han tilsyneladende havde overset. “Lad så være med at afbryde mig,” udbrød han højt, da jeg åbenbart havde gjort mig skyldig i netop dette. “Ups, undskyld,” jeg viste med en håndbevægelse, at han skulle tale videre. “Det er så irriterende. Sindssygt dårlig stil,” fortsatte han. Kunne ikke tolke hans ansigtsudtryk. “Æh. Okay,” mumlede jeg overrasket. “Simpelthen så uopdragent,” rasede Handymanden videre. Her klappede jeg demonstrativt i og gloede i stedet på ham, mens han holdte en lang enetale om, hvor belastende det er, at mænd altid skal tage initiativet, at jeg var med til at fastholde kønsroller, og at det faktisk var sexet, når kvinder bare tog, hvad de ville have. “Er du færdig?” spurgte jeg afmålt. Han nikkede. “Jeg følte, at du var meget tydelig i din afvisning, da vi så film på anden date. Kunne godt have forsøgt at kysse dig, men det havde jeg ikke lyst til.” “Du er gammeldags,” sagde han. “Det er jeg lige glad med. Jeg kan bedst lide, når en mand kysser mig først. Så føler jeg mig feminin og begæret. Og det tænder mig. Så det venter jeg gerne på,” svarede jeg og begyndte så småt at blive gal over, at jeg var nødt til at forklare mig på den måde. “Du burde begynde at tage ansvar for dit eget liv,” sagde Handymanden. Jeg forstod aldrig helt, hvad vi egentlig snakkede om. Det var lørdag.

Jeg vågnede op med en stiv pik mellem ballerne. Stønnen i øret. Slik på min hals. Først var jeg helt ved siden af mig selv, stadig halvsovende. Da han stak sin morgensure tunge ind i munden på mig, skubbede jeg ham hårdt væk. Handymanden hviskede, at han godt kunne huske, jeg havde sagt, at jeg ikke brød mig om sådan noget om morgenen, men om det ikke kunne være lige meget? Hans underliv bankede taktfast mod mit. Mine øjne føltes hævede. Som svar rykkede jeg væk. Det dér er præcis en af grundene til, at jeg ikke sover sammen med mænd. Efter lidt forgæves overtalelse stoppede han, og jeg kunne høre, at han var faldet i søvn igen.

Vi bestemte os for at flotte os og gå ud og spise morgenmad. Fandt et vældig hyggeligt sted til formålet. Vi sad ved vinduet, der var travlt på gaden udenfor. Kunne mærke, jeg var begyndt at få svært ved at se ham i øjnene, at jeg ikke havde lyst til at holde ham i hånden og generelt bare tolererede mindre og mindre. Jeg blev snerpet. En dum diskussion opstod mellem os, hvor jeg ikke ville lade Handymanden smage min mad. Og jeg tror måske, at det også her gik op for ham, at alt mellem os ikke var, som det skulle være. Jeg følte, at jeg havde indladt mig på noget alt for seriøst med et menneske, jeg i bund og grund slet ikke kendte. Hele diskussionen endte med, at Handymanden mente, jeg måtte være arrogant. Da – lige dér midt i morgenmaden – gav jeg endegyldigt op.

Pakkede min taske, så snart vi var hjemme i hans lejlighed igen. Er sikker på, han kunne mærke, hvordan det var fat med mig. For han blev stille og fik store øjne og sagde, at han gerne ville ligge sammen med mig en sidste gang, inden jeg rejste. Det blødte mig op. Han var jo så sød og på en måde stadig min Handymand. I hvert fald lidt endnu. Men jeg beholdt trusserne på, da jeg lagde mig ved siden af ham. Gjorde, hvad jeg gør bedst. Det var ikke så nemt at komme sammen med ham længere. Handymanden satte sig overskrævs på mig, mens han spillede pik. Det så flot ud. Vi nåede frem samtidig. Jeg måtte skifte trusser bagefter. Der var ikke tid til at putte, og jeg kunne egentlig heller ikke rigtig se nogen mening med det længere. Han fulgte mig hen til stationen. “Vi ses snart igen. Ik’?” sagde han og så så underligt fortabt ud. Aftalen var nemlig, at Handymanden skulle komme hjem til mig weekenden efter. “Vi snakkes ved,” svarede jeg. Så kyssede han mig. Jeg kiggede på ham. Det var virkelig farvel. Turen hjem til min egen by var lang. Følte mig fuldstændig bombet. Fuldstændig målløs over den drejning tingene pludselig havde taget. Jeg havde insisteret på at give ham og os en chance, var rejst afsted trods en ildevarslende fornemmelse og sad nu i toget med en fæl overdosis. Alt det jeg tidligere havde fundet så fascinerende og dragende ved ham, var det, jeg nu tænkte, jeg ikke kunne leve med. Der havde gennem hele weekenden været flere episoder – dog alle så små, at det havde været muligt for mig at overbevise mig selv om at se gennem fingre med det. Men i sidste ende vidste jeg godt, at de havde medvirket til at skærpe kontrasterne mellem os. Og jeg skammede mig. Gud, hvor jeg skammede mig. Over at have følt mig flov sammen med Handymanden, over at være blevet forgabt i en fantasi, ikke have brudt mig om virkeligheden og stædigt holdt fast i hvad der var. Over at have ladet det hele komme så vidt. Efter en time fandt jeg lidt indtørret sperm i håret. Det var søndag.

Og det var det.

   

Telefonsex med Handymanden

Åh, hvor jeg savnede Handymanden. Jeg savnede ham, så snart jeg stod op om morgenen, når jeg sendte ham dagens første snap forestillende min müsli og fik sovekammerøjne retur, når jeg tastede løs på arbejdet og ikke kunne tænke på andet end hans V, når jeg gik rastløs rundt i min lejlighed, når jeg lagde mig til at sove og manglede en varm krop ved siden af. Den primære kommunikation dagen igennem foregik ved hjælp af førnævnte snaps, som blev afsendt og modtaget i så hidsigt et omfang, at vi snart vidste med fuldstændig nøjagtighed, hvad hinanden foretog sig. Det blev hurtigt sådan, at Handymanden ringede til mig, når han om eftermiddagen fik fri. Så snart min telefon gav det mindste kvæk fra sig ved 17-tiden, kastede jeg mig ivrigt over den. Vi snakkede i timevis. To timer var altid for lidt. Mens fire timer ikke var ualmindeligt. Jeg ved egentlig ikke, hvad vi snakkede om. Ikke rigtig noget bestemt. Alt fra barndomsminder til yndlingstv-serier. Men for det meste småsnakkede vi bare, mens vi ordnede dagligdagsting. Således var Handymanden med i Føtex, da jeg ledte efter kalkfjerner og den der spegepølse, jeg bedst kan lide. Han var med, da jeg barberede ben, og han lo og påstod, at han kunne høre stubbene skurre. Han var med, da jeg sorterede vasketøj i mørke og lyse bunker, tredive og fyrre grader, blonderne i vaskeposer og pletfjerner på bukserne. Samtidig var jeg med, da han lappede cykel, da han lavede aftensmad, og da han besvarede e-mails. Lighedspunkterne mellem os var overvældende. “Vi minder så meget om hinanden!” jublede vi.

Jeg lærte Handymanden at kende på en hel anden måde, end når man ellers tilbringer tid sammen rent fysisk. Jeg lærte, at han kunne være ubarmhjertigt direkte. Ærlig. Et karaktertræk jeg satte enorm pris på. Men også at han var impulsiv, følsom og sjov. At han ikke tøvede med at åbne op for sine allermest private tanker overfor mig. At han var tillidsfuld. Men frem for alt lærte jeg, at når Handymanden havde sat sig noget for, så var det altid hundrede procent. Og lige nu havde han bestemt sig for at ville mig. Hele mig. Det føltes fuldstændig som at gå fra en yderlighed til en anden: Hvor jeg aldrig nogensinde havde været Sommermandens, hvor jeg havde tigget ham om at tage mig, var jeg nu pludselig nogens, helt uden forbehold var jeg virkelig nogens. Det gjorde mig nærmest euforisk. Efter et par uger med daglige telefonsamtaler sagde Handymanden: “Jeg kender dig så godt. Jeg kender dine lyde. Jeg ved, hvad du mener, når du siger hm! og nå! og uh!” Tænkte ved mig selv, at Sommermanden ikke en eneste gang havde ringet til mig endsige lært mine lyde at kende. Faktisk et ret sigende billede på hele vores forhold, filosoferede jeg. Det der med lydene.

Handymanden fik mig efterhånden til at overveje, om min mission med at skulle knalde det halve af byen nu også var så vigtig. Han fik mig til at tænke, at det, vi havde sammen, var vores og ikke internettets. Ligesom han også fik mig til at gruble længe over, om jeg virkelig mente det, når jeg sagde, at jeg ikke ville bo andre steder end i min by. Måske jeg kunne få en ny by? Måske Handymandens by kunne blive min engang? Ja. Måske, tænkte jeg. “Men. Flytter du så?” spurgte en veninde over kaffen. “Det kunne tænkes. Kærlighed og den slags. Det må man som sagt ofre sig for,” svarede jeg med maven boblende af nyforelskelse.

“Jeg har gjort noget pinligt,” sagde Handymanden en dag. Det var i løbet af de første dages adskillelse, hvor vores sidste møde stadig fandtes i dugfrisk erindring, og hvor jeg endnu kunne fornemme aftrykket af hans hænder på min hud. “Hvad?” ville jeg selvfølgelig straks vide. “I går brugte jeg en hel time på at lede efter pornofilm med damer, der ligner dig,” indrømmede han. Jeg syntes, det var det mest romantiske, nogen mand nogensinde havde fortalt mig. Var helt færdig over hans ærlighed. “Hvad søgte du på?” spurgte jeg. “Blowjobs. Små bryster. Hår som dit. Øjne som dine. Bare sådan noget,” han var lidt flov, kunne jeg høre. “Kan du godt lide, når jeg giver dig blowjob?” jeg havde ikke tænkt på andet hele dagen. “Ja!” svarede Handymanden straks. “Kan du lide, når jeg tager dig så langt ned i halsen, at jeg kommer til at savle? Når jeg slikker din pik med flad tunge fra rod til spids? Når du ser, hvor meget det tænder mig?” fortsatte jeg. “Åh ja, det kan jeg,” mumlede han og lød lettere forpint. Bad mig fortælle mere om, hvad jeg havde lyst til. Det var faktisk svært. En ting er sexting. Det kan i og for sig være nemt nok. Bare fyre noget af i en besked. Men det kan man ikke bare, når man lige pludselig skal sige det højt. Så kan man ikke nå at tænke over lækre vendinger; over, om det lyder bedst at starte med at skrive, hvor fantastisk hans pik er eller hvor ubærligt kløen brænder efter ham. Næ. I telefonen må man fortælle sine umiddelbare tanker uden mulighed for at redigere. Nå ja. Man kan vel lære at blive god og i sidste ende vel nok endda ganske rutineret til telefonsex. Men dette, mine damer, var et endnu helt ukendt, uudforsket område for mig, hvorfor jeg følte mig ikke bare en anelse akavet men også pludselig blev bevidst om min stemme og accent. For ikke at tale om mit pludseligt fattige, unuancerede ordforråd og farveløse fantasi. Handymanden var lige så meget på udebane og bidrog mestendels med suk og støn. “Øhm,” startede jeg, “hvis nu jeg fortæller dig, hvad jeg forestiller mig?” Det syntes Handymanden var en vældig fin måde at begynde på. Jeg lukkede øjnene. “Ok. Altså. Øh. Jeg. Æh. Forestiller mig, at du tager tøjet af mig. Så kysser du mig. Det er rart. Du kysser mig også på halsen. Bare lige så stille. Der, hvor det kilder allermest. Det kan jeg godt lide. Ik’?” prøvede jeg. “Jo! Jo, jeg kysser dig nemlig,” svarede Handymanden. “Ja. Nå. Så kigger du på mig, og jeg kan se, du synes, jeg ser dejlig ud. Måske du lader en finger følge min arm helt fra skulderen til håndleddet, så jeg får gåsehud. Du rører ved mine bryster. Dem kysser du også, for det elsker jeg, når du gør. Din pik bliver hård. Det gør mig liderlig at se dig sådan,” fortsatte jeg. Spekulerede lidt på, om jeg altid havde udtalt liderlig på den måde. “Mh,” stønnede Handymanden. Kunne høre, at det puslede i baggrunden. “Du gør mig vanvittigt våd,” sagde jeg. Det var ikke engang løgn. Jeg smed trusserne. “Knepper vi nu?” spurgte Handymanden. Hans stemme lød helt tyk. “Ikke endnu,” svarede jeg, “først sutter jeg din pik.” Man kunne tydeligt høre på den nu ret afslørende puslen og hans dertilhørende tunge åndedrag, at det gik rent ind. “Jeg slikker rundt omkring pikhovedet. Nogle gange tager jeg dig helt i munden så dybt, som jeg kan. Du hjælper, tager fat om mit hoved og presser pikken længere ned. Mit spyt løber ned af hagen på mig. Jeg slikker dine nosser og kæler for dem. Så river jeg den af på dig, mens jeg rører ved mig selv.” “Rører du ved dig selv?” spurgte Handymanden og lød meget forpustet. “Mh,” stønnede jeg, for det gjorde jeg. “Åh,” svarede han, “og så knepper vi?” “Ja, nu knepper vi,” jeg hev også efter vejret. Stak to fingre op i mig selv og fik muligvis også jamret noget med, at hans pik føltes god, før det ringede for ørene, sortnede for øjnene og krampede i underlivet. Det fremkaldte lynhurtigt Handymandens klimaks. Bagefter lå vi i hver vores seng i hver vores by og lyttede til hinandens åndedræt.

“Vil du komme og besøge mig?” spurgte han. “Det ville jo kræve, at jeg sov hos dig, når du bor så langt væk,” svarede jeg med mandereglerne in mente. Kunne i samme øjeblik mærke, at det med at sove sammen egentlig var lige præcis, hvad jeg havde lyst til. Så jeg bestilte straks togbilletter. Og han var begyndt at kalde mig Babe. Det var mit navn. “Godmorgen Babe,” kunne han finde på at skrive, “jeg vil bare lige minde dig om, at der nu kun er tre dage til vi ses.” Det gjorde mig så usigeligt glad. Fik mig til at lave nye, rare playlister og le uden grund. Og alt imens vidste jeg, at alt dette højest sandsynligt skyldtes en helt anden: Sommermanden. Der var nemlig noget Sommermanden havde glemt, da han forlod mig. Han havde glemt at lukke døren til mit hjerte. Ork. Det lyder som en kliché. Men den er altså god nok. Seriøst. Stod på fuldstændig vid gab. Klaprende. Indeni mig havde jeg så megen hjemløs kærlighed, der trængte til en vært. Og Handymanden var både gæstfri og rummelig, han havde masser plads. Jeg havde svært ved at skelne om det var den ene eller anden mand, der var egentlig kilde til min følelseslavine. Det eneste jeg vidste, var, at jeg ikke kunne huske, hvornår jeg sidst havde været så glad. Cyklede gennem byen med så stort et smil, at folk troede, de kendte mig, nikkede og hilste forfjamsket. Morgenerne var mørke og kolde. Man skulle huske cykellygter og vanter. Men jeg trådte godt til i pedalerne, skruede højt op for trompeterne og talte minutterne til jeg skulle se min Handymand igen.

Noget om Sun Lollys

“Hvad tror du klokken er?” spurgte Handymanden med hagen hvilende mod min isse, “vi vædder om det!” Det var allerede blevet vores leg. Sidst havde der været et blowjob på højkant. Han havde som vinder inkasseret præmien med ovenud tilfreds mine, straks afgørelsen var faldet. “Jeg tror, den er 22.30,” lagde han ud. “Ok. Jeg gætter på 23.15,” sagde jeg. “Hvad vædder vi om?” jeg kunne høre, han smilede. “En Sun Lolly. Det kunne jeg virkelig godt bruge lige nu,” svarede jeg. Min kind på hans bryst. Han indvilgede grinende. Handymanden løftede dynen til side, jeg sprang op og fandt mit ur på kommoden. 23.07. “Jeg vandt!” lo jeg triumferende og kastede uret over til ham. “Så må jeg jo sørge for is til dig,” sagde han, hev mig ned til sig igen. Jeg slyngede benene rundt om livet på ham. “Mh. Sådan et par lækre damestænger omkring mig – det er det bedste, jeg ved,” og med sin mund mod min, fik han mig lynhurtigt til at glemme alt om væddemål og præmier.

Dagen efter kaldte pligterne. Handymanden måtte hjem til sin egen by igen. Der ville gå flere uger før jeg kunne være sammen med ham. Det var næsten helt underligt efter flere dage i hinandens selskab. Men vi skulle ses igen, aftale vi. Vi ville ringes ved, lovede vi. Han kiggede længe på mig og gav farvelkys i entreen.

Jeg var en eksemplarisk datter og tog et smut hjem til mine forældre. “Hvor er det dejligt at se dig være så glad, Lille Skat,” bemærkede min mor. Jeg fik livretter til aftensmad og sov på mit gamle pigeværelse. Om morgenen læste min far og jeg stille lokalavisen side om side, mens min mor holdte øje med naboen, der var i færd med at bakke ud af carporten med et ordentligt trailerlæs. Mumlede noget med, at nu gjorde naboen det igen, og det gik jo ikke så godt sidste gang, og nu kom han lige lovlig tæt på mine forældres bil, og om jeg havde hørt, hvad der helt præcis skete sidst, og om jeg ville være med til at bage boller. Jeg fulgte opmærksomt med i trailermanøvren. Min far nikkede med læsebrillerne på næsen, som om det afgjorde sagen: Naboen opførte sig ganske bestemt helt forrykt med den trailer. Han forsvandt igen bag avisen. Vi gik ombord i bolledejen, og jeg fik styr på den seneste sladder fra min barndomsby.

Tog bagtrappen op på tredje, da jeg søndag aften kom hjem til min egen lejlighed igen. Tussede lidt rundt. Opdagede, jeg manglede mælk. Ork. Jeg skal bruge mælk til morgenkaffen. Og jeg skal altså have morgenkaffe. Nå. Det må lige blive en hurtig tur i Netto, tænkte jeg. Trak i gummistøvler og frakke og åbnede hoveddøren. En plastikpose dinglede fra dørhåndtaget. “Du vandt,” stod der på en lap sat fast med gaffatape. Jeg smeltede. I posen lå en pakke Sun Lolly.

Sex med Handymanden

“Vil du med ud og bade?” Handymanden skrev til mig dagen efter. “Det vil jeg gerne,” svarede jeg. Gøs, men følte mig ret sej, for jeg vidste, at han nogle gange vinterbadede. Man skal vist egentlig være medlem af en klub, men Handymanden havde kontakterne i orden og havde aftalt, at det var ok, vi kom forbi.“Tjekliste: Håndklæde, klipklapper, vandflaske, ingen frække blikke eller biden i underlæben, mens vi er i sauna, for så kan jeg ikke skjule, at jeg er liderlig efter dig,” lød næste besked, som fik mig til at fnise og love, at jeg nok skulle opføre mig pænt. Jeg havde pakket en taske med skiftetøj og toiletgrej. Handymanden hentede mig i sin bil, og vi kørte ud til vandet.

Vi skiltes ved omklædningsrummene. Man skulle huske at tage et brusebad først. “Skal vi starte i saunaen?” spurgte Handymanden, da vi mødtes igen. Jeg nikkede. Følte mig pludselig ikke så kæphøj længere. “Skal jeg smide håndklædet derinde?” spurgte jeg. “Det må du selv om. Men det gør de fleste nok,” han havde ikke engang gidet at tage sit om livet og stod foran mig med sin lille, faste manderøv til frit skue. Jeg havde lyst til at give den et ordentligt klask. Tre midaldrende, gråhårede badegæster sad og svedte på de øverste saunabænke. Dæmpet hyggesnak. Og så denne uhøjtidelige, befriende stemning, hvor ingen tog synderlig notits af hængebryster og mavedeller. I løbet af kort tid haglede sveden af mig. Kunne mærke porerne åbne sig og varmen dundre i kinderne. Det brændte i næseborene. Da det gik op for de tre grå, at jeg var ganske jomfruelig udi vinterbadning, kom de ivrigt med gode råd. “Åh, gid det var min første gang igen,” sukkede en kvinde i sarong. “Husk at trække vejret langsomt,” var det sidste jeg hørte en mand med hvidlig brystbehåring formane, da Handymanden rejste sig og tog mig i hånden. Meddelte, at nu var det altså nu. Vores kroppe dampede, da vi trådte udenfor. “Jeg synes altså, jeg er kølet ned,” peb jeg på vej mod badebroen. Men han skubbede mig bestemt foran sig, smilede. Bare et hurtigt dyp, bare ned og op, så var jeg god. Vi smed håndklæderne på de våde planker. Satte sirligt mine klipklapper ved siden af hans.

Det føltes som tusinde syle mod mine fodsåler, slog omkring anklerne, åd sig op af læggen, barberbladsskarpe tænder i mit lår. Handymanden tog en dyb indånding, dykkede helt ned under vandet. Jeg stod endnu hvinende på stigen. Kom aldrig længere i end lige til ballen. Vel inde i saunaen igen lykønskede de tre grå mig. Sarongkvinden klappede muntert min skulder. Sagde, at næste gang kom jeg sikkert helt under. Så sad vi alle der og svedte og hyggesnakkede. Nogen hældte pebermynte på de varme sten, viftede vildt med et håndklæde, en gyngende diller lige i øjenhøjde. “Aaah,” henåndede de alle sammen. Saunadøren gik op. Pebermyntedampe og dæmpet belysning gjorde det lidt svært at se de nytilkomne. Men. Kendte jeg ikke ham den ene? I døråbningen stod en nøgen, mørkhåret mand. Jo. Ham kendte jeg udmærket. Det var Helten. Nogen husker måske den pæne mand, jeg havde en enkelt bolledate med dengang, da kløen var på sit højeste? Han huskede i hvert fald mig. Det var helt sikkert. For han stivnede totalt, da han fik øje på mig. Så så underligt betuttet ud. Det hjalp nok heller ikke, at hende, han holdt i hånden, bestemt virkede til at være hans kæreste, og derfor nok ikke var én han havde lyst til skulle vide noget som helst om mig og ham. Ahrmen. Hvad er chancen for, at første gang jeg møder Helten siden vores date for over et år siden – sker nøgen og svedende i en sauna? “Hej,” jeg forsøgte at lyde frisk, men min stemme var irriterende spinkel. Han hilste hurtigt og satte sig så meget stille allerøverst, længst væk fra mig. Jeg lagde en hånd på Handymandens knæ. Bare så Helten ligesom kunne se, at jeg altså heller ikke var alene. Trak diskret håndklædet omkring mig igen. Handymanden kiggede spørgende med et løftet øjenbryn. Kastede med hovedet mod døren. Nikkede. Ville hellere en tur i det kolde vand igen end blive inde i saunaen sammen med Helten. “Ham der den mørkhåret,” sagde jeg, da vi atter gik på badebroen, “ham har jeg knaldet.” Handymanden grinede højt, gav mig en albue i siden og spurgte, om det var derfor, han havde kigget så mærkeligt.

En ny taktik skulle prøves af, og jeg var fast besluttet på ikke at tænke så meget over tingene, så jeg tog stigen to trin ad gangen. Det var helt vanvittigt koldt. Havde ikke regnet med, at det også ville gøre så ondt anden gang. Mine led smertede, fik mig til panisk at hyperventilere, da vandet plaskede op i armhulen. Det nåede mig til halsen nu. “TRÆK VEJRET!” brølede Handymanden og svømmede hen på siden af mig. Jeg rakte ud efter gelænderet. “Nej, nu bliver du her og tæller til ti,” sagde han. “En. To. Tre. Fire. Jeg vil gerne op nu,” hvislede jeg mellem tænderne. Vandet var helt sort. “Fem. Seks. Syv,” fortsatte han roligt. “TI! TI! TI!” hylede jeg og begyndte opstigningen. Mine fødder var blytunge. Det var som om, kræfterne fuldstændig havde forladt benene. Men i samme sekund jeg tog det sidste skridt op af vandet, blev min hud som lammet. Den før så isnende vind føltes nærmest som en mild brise. Prikkede bare behageligt. Og så med ét frøs jeg ikke længere. Det fik mig til at fnise lidt. Le. Skraldgrine. “Hvorfor er det så sjovt?” spurgte jeg, og latteren fik min stemme til at dirre. Handymanden forklarede, at kulden og adrenalinen godt kunne gøre en lidt skør. Vi gik smågrinende tilbage mod saunaen. Helten og hans kæreste kom gående mod os. “Kom,” sagde Handymanden lavmælt, “så giver vi ham lige lidt mere at kigge på.” Og så trak han mig ind til sig. Hans læber var kolde og smagte af saltvand. Slap mig først igen, da de var gået forbi. “Vi må hellere stoppe nu,” smilede han og viste hvordan håndklædet så småt afslørede konturerne af en begyndende bule.

Vi købte byens bedste burgere med bacon og timianfritter med ekstra mayo. Hele herligheden i brune papirsposer. Vi sad ved mit spisebord med kødsaften løbende ned af fingrene. Handymanden drak øl. Jeg fik Faxe Kondi. Bagefter målte vi hvem der havde den største food baby. Jeg vandt. Følte mig så mæt og uendelig træt. Som om jeg havde løbet et maraton. Det var en behagelig, snurrende følelse af tung, tung træthed i mine lemmer. Men selvom jeg sikkert kunne have sovet fast helt til næste morgen, havde jeg lagt mig på stedet, fik Handymanden liv i mig ved hjælp af samme langsomme kys som aftenen før. Så forsigtig. Det var selvfølgelig stadig meget dejligt. Men hvor ville jeg ønske, han havde taget lidt hårdere fat, gået bare en anelse hurtigere til værks. Viste ham, hvad jeg ville have ved raskt at smide mit eget tøj. Baksede lidt med ham, indtil han stod lige så bar. Nej, ikke flere dvælende kys nu.

Denne gang var der ingen problemer. Han passede perfekt i mig. Der var masser støn og suk. Det var ikke det bedste sex nogensinde. Dog heller ikke skidt. Jeg tænkte, at vi nok havde brug for lidt tid til at lære hinanden bedre at kende. Så ville det sikkert blive rigtig godt. Han kunne blive ved længe. Endte med at tage ham i munden igen, hvilket til gengæld fik ham til at komme efter få slik. Ok. Blowjobs var åbenbart hans ting, noterede jeg mig. Og jeg havde fået ham til at krølle sig jamrende sammen, mens han pumpede pikken op i ganen på mig. Det var godt. Bagefter puttede jeg mig forventningsfuldt ind til ham. Og ganske som jeg havde håbet, bredte roen sig straks Handymanden lagde armen om mig. Jeg forestillede mig, at mit bryst blev fyldt med en glødende orange masse. Det var endnu mere helende og trøstende end sidste gang. Tænk, om han havde vidst hvilken vidunderlig, afhængighedsskabende effekt, han havde på mit mishandlede indre. Men jeg sagde ikke noget. Lå bare med lukkede øjne og nød og sugede af hans varme. Jeg syntes, vi delte et helt specielt øjeblik og følte mig meget tæt på ham. Handymanden snakkede, jeg brummede. Bad mig vise ham Det Der igen. Jeg kom hårdt. Gjorde ham klar til anden runde. Det blev med mig øverst, men jeg var så dødsens træt nu, så jeg midt i det hele lod mig glide bagover mod madrassen. Stadig forenet tog Handymanden om mine fødder, kyssede svangen. Han blev slap indeni mig, men blev liggende, og jeg syntes, det var så fin en måde at slutte af på.

   

Anden date med Handymanden

Selvfølgelig havde jeg lyst til at se Handymanden igen. “Vi kan spise aftensmad sammen. Og måske vi bare skal slappe af på sofaen med en film bagefter?” skrev han. Snedigt. Ha! Der var ikke noget jeg hellere ville end at Netflix’e og chill’e den lidt sammen med ham. Det gælder om at prøve dem hurtigt, mændene, så man ved, om de er til noget. Vi aftalte at være hjemme hos ham. Eller. Hjemme er måske så meget sagt. Handymanden og jeg bor nemlig ikke i samme by. Faktisk bor vi ret langt fra hinanden. Det længste jeg endnu har prøvet, når vi taler mænd, jeg dater. Og Sommermanden på den anden side af jorden gælder ikke. Handymanden var på forsinket efterårsferie i min by, lånte en bortrejst kammerats lejlighed til formålet. Det var denne, jeg en eftermiddag – halvanden dag efter vores første møde – cyklede hen imod.

Handymanden åbnede op, da jeg ringede på dørtelefonen. Stod der og ventede på mig i en hvid t-shirt, der rigtig gav kig til armenes sorte blæk. Jeg syntes, det så så flot ud. Han viste mig rundt i lejligheden. Et tørrestativ stod midt i stuen, han havde været ved at hænge vådt vasketøj op, da jeg kom. Jeg hjalp ham med resten, og vi grinede og småsnakkede, mens vi stod ganske tæt. Jeg var all black everything i stramme jeans og bluse. Han skævede til mig og sagde, at jeg så godt ud. Skød lidt koket med hoften, svarede, at det var da ingenting, bare lige noget jeg havde fundet. I virkeligheden havde jeg faret rundt i en halv time for at finde noget, der så tilpas afslappet og indbydende ud på samme tid. Jagtens søde spænding rullede i min mave ved hans kompliment. Det tegnede godt. “Jeg havde tænkt, at vi kunne se Harry Potter,” sagde Handymanden med en våd trøje i hånden. Han havde husket, at jeg havde fortalt, hvor betingelsesløst og hengivent jeg elsker bøgerne. Hvorimod filmene lokker en sær tvedelt følelse frem i mig, som vel nok bedst kan beskrives som et had-kærlighedsforhold. “Så skal det være en af de tre sidste. Det er de flotteste og bedste af dem alle,” svarede jeg, og Handymanden, der aldrig havde læst bøgerne endsige set en eneste af filmene, bad mig forklare handlingen frem til bog seks. Vi skrællede kartofler, rødbeder og pastinakker, mens jeg fortalte om mugglere og patronuser. Bagefter sad jeg på køkkenbordet og nippede til en dåseøl, betragtede Handymanden stege kødet og piske sovsen luftig. Det var alt sammen vældig hyggeligt.

“Tsk. Det der er slet ikke med i bogen,” himlede jeg. “Tsk,” svarede Handymanden og rystede forarget på hovedet. Jeg smilede og syntes, det var rart at have en medsammensvoren – også selvom jeg vidste, at det hele vist mest bare var for min skyld. Vi havde sat filmen på med det samme, spist maden ved sofabordet. Jeg havde grinet og fået bearnaisesovs galt i svælget, estragon og smør satte sig fast i næsen. Handymanden lo og så på mig med glimtende øjne. “Skal vi ikke hellere ligge ned?” spurgte han, da maden var spist op og sovsen gledet den rette vej ned i halsrøret igen. Det var da en mægtig god idé! Han fandt et tæppe frem. Sofaen var stor, men jeg rykkede lidt tættere på ham. Så kunne vi jo bedre være under tæppet begge to. Ik’. Det der med at holde mund, mens man ser film, har jeg aldrig været god til. Her lå jeg heldigvis ved siden af en, der havde samme udfordring. Jeg fandt på undskyldninger for at rulle om og ligge sødt smilende med front mod Handymanden. Også i lidt længere tid end nødvendigt. Møvede mig prøvende tættere på endnu. Forsøgte at fastholde øjenkontakten. Syntes selv, at jeg var ret tydelig i, hvad jeg ville. Det må han da kunne forstå, det her, tænkte jeg. Men Handymanden vendte bare al opmærksomhed mod fjernsynsskærmen, og jeg rullede akavet bort igen. Det skete et par gange. Så mistede jeg modet og blev liggende på min halvdel af sofaen indtil rulleteksterne begyndte. “Skal vi ikke gå en aftentur?” spurgte Handymanden. “Nu?” udbrød jeg og tænkte, at hvis han havde været interesseret i at hive tøjet af mig, ville han nok have foretrukket at blive inden døre. Gåtur gik jeg dog med til. Faktisk ville jeg have sagt ja til hvad som helst. Havde forestillet mig, at det nok bare skulle være et hyggeligt lille svip rundt om karreen. Men Handymanden gik og gik. Jeg trippede efter, mine støvlers hæle var ikke skabt til vandreture som denne. Efter en time begyndte det at regne. Blev lettere irriteret over, at han hverken satte farten ned eller vendte om. Nu blev mit hår vådt og slasket også. “Jeg gider altså ikke mere, Handymand,” sagde jeg til sidst. “Vi er også på vej hjem nu,” svarede han. Der var helt mørkt. Jeg anede ikke, hvor vi var. Hoppede udenom vandpytter og håbede, at min mascara ville holde. Endelig var vi tilbage i gaden, hvor vi startede. Han lånte mig et håndklæde til håret, da vi kom op i lejligheden. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg og tænkte, at hvis han foreslog endnu en film, ville jeg tage hjem. “Det ved jeg ikke,” svarede Handymanden. Det var jo helt tydeligt, at han ikke gad mig alligevel. Jeg havde nok misforstået. Klokken var også ved at være mange. Fint, jeg skrider, tænkte jeg træt. “Snave?” spurgte han pludselig. “Hvad? Æh,” begyndte jeg forvirret, men han lukkede min mund med sin.

Handymanden kyssede godt. Bløde læber, ikke alt for meget tunge. Lige som jeg synes, et første snav skal være. Han tog sig god tid, det var et meget langt, meget langsomt kys. Så kiggede han på mig og smilede. Jeg hev lidt i hans t-shirt, stak hånden ind under den, strøg henover hans ryg. Hans hud var glohed og glat. Nærmest som silkepapir. Lod fingrene følge hans biceps, der mærkedes stærke og spændte på den helt rigtige måde. Godt. Ville gerne have, at han også rørte ved mig. Kunne mærke, hvordan hele min krop længtes efter at blive holdt om, hvordan mit bryst sukkede efter hans hænder og min kusse efter noget fast, noget varmt, noget insisterende dunkende. Men Handymanden reagerede end ikke, da jeg greb i bukselinningen og lod hånden hvile på hans balle. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” endte jeg med at sige, for nu gad jeg simpelthen ikke længere fortsætte hentydningerne. “Det kan vi godt,” Handymanden smilede. “Såeh. Skal vi gå ind i soveværelset?” spurgte jeg, for han stod bare der og lod ikke helt til at vide, hvad han skulle gøre. Handymanden gentog, at det kunne vi da godt. Så tog han mig i hånden, og vi gik ind i rummet ved siden af.

Han kyssede mig igen. Jeg trak t-shirten af ham. Åh, Gud hjælpe mig. Hans overkrop var som skåret i sten, bugmusklerne stod skarpt frem. Et karakteristisk V startede et sted ved hofteskålene og forsvandt ned i bukserne, gjorde maveskindet under navlen helt stramt og fladt. Det så edderflot ud. Handymanden blev stående. Stadig kyssende. Langsomt. Jeg begyndte at blive utålmodig. Hvor jeg gerne vil have en smule mere voldsomhed – fordi det for mig rimer på lidenskab – foretrak Handymanden åbenbart at trække tingene lidt i langdrag. Han prøvede stadig ikke at tage tøjet af mig. Jeg satte mig fuldt påklædt på sengen. Måske han bedst kunne lide at gøre det liggende? Jeg gnubbede mit underliv mod hans, da han lagde sig ovenpå mig. Det kan jeg godt lide. Til sidst endte jeg med selv at hive bukser og bluse af. Havde taget mine pæneste blonder på indenunder. Dem måtte han godt beundre lidt, så de forblev på. Og som jeg lå der i undertøj, kom der endelig lidt fut i Handymanden. Han smed sine jeans. Krængede blonderne af mig. Vi havde problemer med at tilpasse os hinandens tempo. Det stod efterhånden klart for mig. Tror måske, han var nervøs. Stemningen blev akavet. Jeg spurgte forsigtigt efter prævention. Vi kom til at snakke for meget, pludseligt usikre på hinanden. Og så tabte Handymanden sin rejsning. “Det er okay. Vi venter bare,” sagde jeg hurtigt. Så kyssede vi lidt mere. Jeg tog hans hånd, lagde den på mit bryst, og han forstod, sugede og slikkede brystvorten. Det sendte stød gennem min krop, jeg aede hans hår og trak vejret tungt. Det kløede helt vanvittigt nu. Vi rodede rundt i en rum tid. Syntes, det virkede til, at Handymanden var kampklar igen. Greb ham om roden og trak ham tættere på, da jeg mærkede, hvordan han blev slap mellem hænderne på mig. “Åh,” udbrød jeg. Handymanden smed sig frustreret på ryggen. “Det er altså helt okay,” mumlede jeg igen, “kan jeg gøre noget?” “Det er i mit hoved. Det er ikke dig,” forsikrede han. Nå. Tænkte mig lidt om. Mænd plejer at være ret vilde med at se mig røre ved mig selv. Mit kød var opsvulmet og blødt. Fingrene skøjtede rundt. Jeg havde ikke opdaget, at han havde gjort mig tændt – så havde de mange langsomme kys altså været ganske effektive. Jeg kom lynhurtigt. For satan, hvor jeg kom. Var helt ør bagefter. Sundede mig i et par minutter. Så gentog jeg succesen, bad gispende Handymanden hjælpe til, da jeg nærmede mig, og han var straks parat med to fingre. Kunne fornemme hvordan skedemuskulaturen spasmede mod hans knoer. Det hele havde den ønskede virkning på Handymanden. Jeg satte mig overskrævs på ham. Da han tredje gang mistede rejsningen, kunne jeg simpelthen ikke få mig til at prøve mere. Gav ham endnu et soloshow. Egentlig mest for min egen skyld, for jeg trængte så forfærdeligt. Det gik lige så hurtigt som de to andre gange. Wow. Handymanden var meget begejstret. Jeg blev helt stolt. Han voksede igen for øjnene af mig. Satte mig denne gang til rette mellem hans ben. Slikkede hans mave, V’et. Han vred sig under mig. Det var virkelig en flot pik, han havde. Sådan. Fuldstændig rank. Han stønnede på den mest erotiske måde, jeg nogensinde har oplevet, da jeg tog ham i munden. “Jeg kommer snart,” hviskede han hæst, og jeg slap ham brat. Kølede ham med lange strøg henover bryst og arme. Hans krop var fuldstændig spændt, man kunne se pulsen hamre i halsens vene. Han spilede overrasket øjnene op, da jeg med den ene hånd greb ham om pikken og med den anden lukkede hans luftveje. Hans hals var så bred. Og sådan oplevede Handymanden for første gang den ufattelige nydelse en iltfattig hjerne og den dertilhørende følelse af at være fuldstændig i en andens kontrol, kan give. Jeg lod ham komme i min mund.

Vi lå sammenviklet. Mit hoved på hans bryst. Benene klemt ind mellem hans. Jeg havde aldrig ligget med en mand som ham før. Alt ved ham var nyt og anderledes. Hele Handymandens krop var hård og kantet, selv når han ikke spændte musklerne, kunne man se dem tydeligt aftegnet lige under huden. End ikke Vikaren, der ellers også må siges at kunne gå for at være pænt veltrænet, havde haft en krop så hård. Handymanden fortalte historier, jeg lyttede med lukkede øjne. Indeni mig var noget ved at falde stille på plads. Jeg mener det: Kunne bogstavelig talt mærke det. Lå i hans arme, hørte hans hjerteslag og åndedræts pust i mit hår, mens jeg mærkede, hvordan Handymanden helede mig. Hvordan han samlede hver en stump af mig op igen, klinkede og limede med kys. En berusende ro buldrede fra tæer til fingerspidser, åh, hvor havde jeg ventet på den, længtes. Jeg tror, jeg var lykkelig.

Noget er i gære

Nu ved jeg godt, det var meningen, at jeg skulle gå rundt og være trist og fuld af savn og famlende efter mine knuste hjertestykker. Sådan har I nok tænkt, at det var fat med mig. Og det var det også. Det var det virkelig, virkelig. Dyrkede rigtigt melankolien, kreerede sørgelige playlister og spiste alt for meget smeltet ost. Og der var slet ikke noget der var noget ved. Især ikke mændene. Nå ja. Var da flittig på Tinder alligevel. Dog må enhver singledame give mig ret i, at det ikke ligefrem er ensbetydende med, at man kan sidde og muntre sig med det ene lækre match efter det andet. Der er så godt som støvsuget for flotte mænd derinde. Men så skete der pludselig noget. Sådan. Noget ret uventet.

Hvis nogen har lært sin lektie – så er det mig. Åh, jo. Som om jeg nogensinde igen vil fortælle en mand om bloggen, tænkte jeg sammenbidt. Som om jeg vil føle mig ufri på mit eget fristed. Men da Det Uventede skete, tøvede jeg alligevel et par dage med at skrive om det. Fordi. Tja. Fordi det faktisk virkede som om, at jeg havde fundet noget rart og lovende. Var betænkelig og lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle håndtere hele situationen. For taget i betragtning af hvordan det gik sidst, jeg fandt noget tilsvarende *host, hej Sommermand, host, host*, virkede det ikke længere som så skide god en idé at fortælle fremmede mennesker på internettet intime detaljer om min nye flirt. De få dages tøven blev til uger uden skriverier – og det var simpelthen så mærkeligt ikke at dele det med nogen. Ja, udover Søster, min mor, en håndfuld veninder og kolleger selvfølgelig. Bevares. Men så var der altså heller ikke flere, der vidste noget om noget.

Jeg er mere afhængig af jer og bloggen, end jeg lige troede. Og det føltes helt forkert ikke at skrive om alt det, der pludselig drønede ind i mit liv. På den måde lærer jeg tilsyneladende noget hele tiden. Såeh. Hvis man er klar på en føljeton, er jeg parat til at fortælle nu:

Jeg giver det et sidste skud, tænkte jeg og gik en tirsdag på Tinder igen. Det var om morgenen, og der var ikke så travlt på arbejdet, så jeg forestillede mig, at jeg lige ville snuppe fem minutters hyggeswiperi til kaffen. Aldrig så snart havde jeg åbnet appen, før en af de meget sjældne, åndenødslækre tindermænd tonede frem. I ved. En af dem der, hvor man selvfølgelig liker og krydser fingre, men inderst inde godt ved, at han er en liga for sig, og at et match nok ikke er helt sandsynligt. Men se! Straks spurgte Tinder, om jeg havde lyst til at starte en samtale med samme mand, for han havde også liket mig. Sgu. Afslog dog samtale, for selvom han umiddelbart så noget nær perfekt ud, haltede det jo på det tidspunkt gevaldigt med lysten til mere for mit vedkommende. Bestemte mig for at nøjes med den optur, det var, at få matchet og gjorde derfor mine til at lukke Tinder ned. “Godmorgen Frøken Kløe. Du ser sød ud! 🙂 modtog jeg pludselig i en besked fra ham. Altså. Vil ikke helt afvise, at mit ansigt flækkede i et skævt smil. Det føltes jo alligevel lidt rart, kunne jeg mærke. Så jeg svarede, at han da også så sød ud. På min profil har jeg en mindre mandetjekliste, som de, jeg matcher med, plejer at være meget ivrige efter at fortælle, hvor mange punkter de opfylder. Det slog selvfølgelig heller ikke fejl denne gang. Var mere end tilfreds, da manden ytrede, at han kunne tjekke samtlige punkter af. Og så kørte det egentlig bare slag i slag derfra. Jeg har vist før fortalt lidt om, hvordan det nogle gange bare kan klikke allerede inden man mødes. Det gjorde det med Ingeniøren. Det gjorde det med Sommermanden. Og sørme om ikke også det skete igen nu. Det viste sig, at mit nye tindermatch var håndværker, og jeg frydede mig over at være stødt på en mand, der kunne finde ud af at banke løs med en hammer og kløve noget brænde og skrue en pære i. Jeg døber ham Handymanden.

Vi skrev sammen hele formiddagen. Fornemmede en tydelig interesse blandet med en forbavsende omsorg fra hans side. Det bekom mig godt. Fantastisk godt, faktisk. Opdagede først hvor meget jeg havde længtes efter den slags opmærksomhed, da jeg pludselig fik det i overflod fra denne fremmede. Handymanden bød hurtigt på øl, og jeg takkede lige så hurtigt ja. Da jeg cyklede hjem fra arbejde den dag, var det som om, at bakkerne var lidt fladere og medvinden lidt friskere.

Næste morgen stod jeg længe foran bøjlestangen og kunne ikke bestemme mig for, hvad jeg skulle tage på. Daten skulle stå straks jeg havde fri, så der var ikke tid til at komme hjem og skifte. Endte med mørkeblå strik og denimnederdel. Jeg ser altid brandgodt ud i blåt. I løbet af dagen udvekslede vi telefonnumre, og han foreslog først at starte daten hjemme hos mig. Var helt med på, hvad det kunne betyde. Men Handymanden kendte naturligvis hverken til mine manderegler eller ulykkelige forelskelse. Og nu er det jo heller ikke fordi, jeg plejer at være den, der siger nej til et knald på første date. Jeg vidste bare, at jeg for tiden manglede et teflonlag om hjertet, og kunne derfor tydeligt mærke, at det ville være en tand for grænseoverskridende at lade Handymanden komme indenfor på tredje sal. I stedet undskyldte jeg mig med rod og foreslog et mere neutralt mødested. “Jeg henter dig i bil, så kører vi lidt rundt og finder ud af, hvad vi vil,” skrev han.

Jeg stod nede på gaden og ventede, da han gled op på siden af mig i en toplækker øse. Altså. Nu går jeg ikke sådan specielt meget op i biler – faktisk overhovedet ikke – men lige denne her, kunne da selv jeg se, var en respektindgydende model. Satte mig ind ved siden af ham og havde nær tabt pusten, da jeg endelig fik et ordentligt kig på ham: Lyst hår og fuldskæg. Lattermilde øjne. Kunne skimte tatoveringerne komme til syne under de opsmøgede jakkeærmer. Vi snakker altså fuldstændig en mand efter mit hoved. “Skal vi ikke køre hen til udkigsposten?” spurgte han. Det var samme sted, som Sommermanden og jeg havde haft vores første date, tænkte jeg. Nikkede. Det kunne vi da godt. Han gassede op, vi fór gennem byen. “Jeg har stalket dig på Facebook,” sagde Handymanden og kom med en bemærkning om min barndomsby. Jeg grinede overrasket. Selvfølgelig havde jeg da også stalket ham og tilmed tænkt, at hvis bare han lignede sine billeder en lille smule i virkeligheden, havde jeg skudt papegøjen. Men det ville jeg jo ikke indrømme. Sagde bare kælent, at jeg syntes, det var sødt, at han sådan havde leget detektiv taget mit kedeligt normale navn i betragtning. “Jeg måtte også lede i et stykke tid,” lo han. Og sådan opdagede jeg allerede i løbet af de første ti minutter, hvor lige til og direkte Handymanden er.

Han var mindre, end jeg havde regnet med, så jeg, da vi steg ud af bilen og jeg kunne betragte ham fuldstændig. Men hans jeans afslørede en pokkers fast lille manderøv. Handymanden førte an. Vi travede rundt, hans skridt var små og energiske. Fik solide flashbacks, da det gik op for mig, at vi fulgte nøjagtig samme rute, som Sommermanden og jeg for så lang tid siden havde slentret ad. Dengang havde solen skinnet, og jeg havde svedt og smidt jakken. Nu lå bladene våde på jorden, luften var tung af fugt og lovning om snarlig vinter. Da tusmørket krøb frem fra buskene, blev vi enige om at finde noget at spise. “Sushi?” spurgte Handymanden. Jeg rynkede på næsen. “Nej? Nå. Det plejer piger ellers altid gerne at ville have,” sagde han med øjenbrynene skudt langt op i panden. “Det smager jo af rå fisk og kolde ris,” forklarede jeg, og han grinede og sagde, at det var det sådan set også. Han nikkede anerkendende, da jeg glad bifaldt en omgang bøfsandwich.

Sovsen var tyk og brun, bøffen var kæmpe og Handymandens ansigt blev oplyst af flakkende stearinlys, da vi sad på cafeen. Vi snakkede meget. Jeg kunne kun spise halvdelen. Resten nåede at blive kold, for jeg havde så travlt med at grine og komme med bemærkninger, så jeg glemte alt om maden. Nogle gange tav Handymanden og kiggede på mig, mens jeg fortalte. Han glødede varmt mod mig og sendte sug i min mave. Lagde mærke til, at han havde de fineste smilerynker ved øjnene. Efter maden troede jeg, at daten lakkede mod enden. Der var helt mørkt udenfor. “Skal vi drikke den øl nu?” spurgte Handymanden, og jeg blev ligeglad med næste dags arbejde. Vi gik ad tyste gader. Det støvregnede. Blev irriteret på mig selv over, at jeg altid var så typisk forsinket, så jeg ikke havde nået at tage linser i om morgenen; mine brilleglas blev våde og duggede. Handymanden stoppede op og så indgående på mig. “Du har meget flotte øjne,” sagde han, da jeg tog brillerne af. Jeg smilede og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige.

En vandpibebar lokkede med neon og parfumeret røg, og Handymanden udbrød, at han godt kunne bruge en pibe. Vi bestilte tjekkiske øl og valgte samtidig, at vores mundstykke skulle være lilla. Han fandt tæpper, vi satte os udenfor. Bartenderen kom med pibe og kul, og jeg lo, da røgen væltede fra Handymandens mund i duftende bølger. “Egentlig ryger jeg nogle gange en smøg eller to, når jeg går i byen. Det er en gammel vane. Jeg er nok lidt dobbeltmoralsk. Men jeg forstår ikke dem, der ryger fast hver dag. Hvorfor gør man sådan mod sin krop?” ville han vide. “Mh,” svarede jeg undvigende, proppede diskret min krøllede smøgpakke endnu længere ned i taskens fjerneste hjørne og bestemte mig for at være ikkeryger. Handymanden var nem at snakke med. Jeg behøvede aldrig tænke over at finde på nye samtaleemner sammen med ham. Det var som en konstant pludren, der var ikke stilhed mellem os et eneste øjeblik. Jeg grinede meget. Da øllene var drukket, forsvandt Handymanden indenfor og kom kort efter ud med to drinks. De smagte af kanel. En fyr kom hen og komplimenterede Handymandens tatoveringer og flotte skægvækst, det lod til at være en slags hemmelig klub for mænd med hang til den stil. Han blinkede til mig henover fyrens skulder. Og så sad vi der. Med tæpper om benene, tobak med vandmelonsmag og kaneldrinks, mens jeg følte mig let og levende igen.

Vi gik videre til den næste bar. Det var efterhånden blevet vores femte øl, og jeg kunne mærke, det var ved at gøre mig svimmel. Klokken var over midnat. Forsøgte at skjule et gab, men det lod sig ikke helt gøre, og snart havde jeg smittet Handymanden, der næsten vred kæberne af led. Efter otte timer sammen blev vi enige om at gå hver til sit. Jeg løb fra gadedør til gadedør i et forsøg på ikke at blive alt for gennemblødt af den regn, der silede stødt på hele hjemvejen. Vandet dryppede fra håret, da jeg stod i entreen og sparkede skoene af. Gik straks ud på badeværelset, greb vatrondeller og makeupfjerner. Og med tandpastaskum på hagen modtog jeg en besked fra Handymanden: “Hej Frøken Kløe. Jeg kan rigtig godt lide dig og vil gerne ses igen, hvis du har lyst?”

Og. Helt ærligt. Ik’. Det kan godt ske, jeg var tømmermandsramt dagen efter og havde usædvanligt besvær med at komme ud af fjerene, da vækkeuret bimlede. Men ikke desto mindre var det denne sang, jeg havde i ørene, da jeg cyklede på arbejde og mange, mange dage derefter:

Røde

Søster var hjemme for en kort bemærkning, og jeg bestemte mig for at holde halvanden dags ferie alligevel, for det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis. Hun endte med at få lokket mig ud af min hule med lovning om billige sjusser. Søsters kæreste med det ravnsorte hår var også med, snuppede en guitar og spillede løs, mens hele baren hujede og klappede. Jeg havde det så sjovt og kunne glemme lidt for en stund. En fyr kom forbi, snakkede med Søsters kæreste, dunkede ham venskabeligt i ryggen. Han mindede mig om mit rødhårede gymnasiecrush. “Hvem er han?” spurgte jeg lidt efter, da jeg fik Søsters kæreste på tomandshånd. Han lo. “Det er min kammerat. Han er single. Kan du lide ham?” spurgte han. Jeg grinede lidt og sagde, at han vel var ok. Lange blikke. Den røde stod ved et bord lidt længere væk. Dvælende smil. Jeg slog med nakken, skævede til ham gennem øjenvipperne. Han tog sin jakke. “Jeg kommer tilbage. Bliv her,” sagde han, da han strøg tæt forbi mig. Kunne mærke hans ånde som små, varme pust mod min tinding. Så var han væk.

Søster og jeg dansede. Skrålede med på sangene. Vi mødte nogle bekendte, stod længe og talte om barndomsby og teenageår – Gud ja, det er osse rigtigt! Åh Gud, det havde jeg helt glemt! Gudfader, det er lang tid siden! Sådan noget. Vi gik ud på toilettet for at tisse sammen. Som søstre gør. “Hvad er det der?” spurgte jeg, da hun trak bukserne ned. “Det er flot, ikke?” grinede hun og blottede sit nydeligt trimmet men stadig behårede venusbjerg. “Men. Der er jo hår på,” sagde jeg. “Jamen, det skal man nu. Vi gør det allesammen. Det er meget pænere sådan. Det synes mændene også,” svarede hun og tissede. “Jeg gør det altså ikke,” sagde jeg. “Det burde du. Du er for gammel til at lade være,” sagde Søster. Og jeg svarede, at så gammel var jeg da heller ikke, hvis jeg selv skulle sige det. Bagefter spurgte jeg Søsters kæreste, om han nu også var helt ok med de hår der, men han grinede bare og kyssede Søster. “Han er kommet tilbage,” sagde han og pegede bagud.

Den rødhårede købte øl til os, og vi satte os ud under markisens glødende varmelegemer. Han præsenterede sig som Røde, jeg som Frøken Kløe. Han var sjov at snakke med. “Du ligner en flot viking,” smilede jeg og kunne se, at han blev smigret. Det var rigtigt. Det lignede han virkelig. Bare uden hammer og bersærkerblik, men derimod med næsering og stramme jeans. Alt sammen ledte hurtigt samtalen hen på en af mine absolutte yndlingsserier indeholdende nogenlunde samme type vikingemænd, og vi var rørende enige om, at Ragnar Lothbrok var den sejeste karakter af alle. Jeg spillede lettere fortørnet, da Røde sagde, at han ikke havde set længere end til sæson to. “Du kan jo se resten sammen med mig?” foreslog han, og jeg nikkede glad. Klokken blev mange. Den røde og jeg talte og talte, og da Søster ville hjem, talte vi endnu. Sagde, jeg ville blive lidt længere. Hun blinkede til mig, inden hun gik.

Røde var sød, men han virkede ung. Med tanke på at Søster jo er min lillesøster, at hendes kæreste er yngre end mig, og at hans venner med stor sandsynlighed er omkring samme alder, spurgte jeg ind til netop dette. “Jeg er fireogtyve,” svarede han. Med ét blev jeg så træt, da jeg kom i tanker om, at Sommermanden er knap ti år ældre. Der er bare en anden tyngde og ro over ti år ældre mænd. Det savnede jeg pludselig. Til gengæld besad Røde en sorgløs naivitet og lethed, som jeg sikkert ville have fundet forfriskende, hvis ikke det var fordi, det denne aften gav mig en følelse af at være ældgammel. Men jeg lod ham dog tage min hånd, da han spurgte, om han måtte følge mig hjem. Vi satte os på en trappesten. Kunne se, han endelig var ved at samle mod nok til sig. Hans kys var fnuglet og blødt. Der var ikke noget bestemt over det kys, ikke noget krævende. Ikke noget spændende. Bare sådan. Hm. Agtigt. Og hele tiden tænkte jeg, at sådan her kunne Sommermanden aldrig have fundet på at kysse mig. Han ville vide lige præcis, hvad man skulle gøre. Ville måske tage mit ansigt mellem sine hænder, ae min nakke, måske gemme mig i sin store favn. Han ville fylde min mund med sin tunge, han ville nappe mine læber og slikke min mundvig. Røde strålede glad og stolt, da han slap mig. Jeg smilede lidt til ham. Foran min hoveddør kyssede han mig en sidste gang og bad om mit nummer. Og jeg tænkte, at jeg måtte tænke på noget andet, så jeg gav ham det.

“Hej Frøken Kløe – dejligt at møde dig i går, jeg havde det virkelig sjovt! Har du stadig lyst til at se serie sammen en dag? Kærlig hilsen Røde,” skrev han næste dag, da jeg lå på sofaen og plejede hovedet med kold cola. Forestillede mig, at jeg ville svare ham lidt senere. Noget med, at det gad jeg da godt. Men så fandt jeg Sommermandens t-shirt frem. Engang duftede den af hans vaskepulver og sommerdage på altanen. Jeg har stadig ikke fået skrevet tilbage.

   

Små skridt

Jeg havde sparet penge op til rejse og billetter, for jeg havde tænkt, at jeg skulle besøge Sommermanden i efterårsferien. Men han ville hverken have besøg eller noget med mig at gøre, og i stedet meldte jeg mig frivilligt til at være en af de få, der mødte ind på arbejdet i denne uge. Kunne ikke holde tanken ud om at skulle gå alene rundt derhjemme, når jeg kunne have været hos ham. Pengene er i stedet blevet brugt på trøsteshopping. Uden nogen mærkbar forskel selvfølgelig.

Nej. Vent. Lad mig starte et helt andet sted: Jeg var lige blevet sytten, da jeg første gang lod en mand ødelægge mig. Efter et halvt år med fuld skrald på alt hvad livets skyggesider kan tilbyde, blev jeg introduceret til de huller mit sind nu en gang er udstyret med. Det tog mig fem år at hive mig selv op igen. Fem hele år for at udligne det ene halve. Jeg er ikke særlig stolt af den tid og har sjældnere end sjældent lyst til at tale om det. I takt med at jeg er blevet ældre, er jeg heldigvis også blevet klogere og ved nu efterhånden ret præcis hvad jeg skal gøre for at balancere udenom hullerne. Da bekendtskabet med Sommermanden er min første erfaring med ægte hjertesorger, var jeg forholdsvis uforberedt på med hvilken kraft det ville slå mig ud af kurs. Det gør mig bange, når jeg mærker, at jeg ikke længere kan finde ud af at være sammen med andre mennesker. Og det gør mig bange, når jeg indser, at jeg endnu mindre kan holde mit eget selskab ud. Egentlig havde jeg efter den sidste mislykkede date bestemt, at holde mig fra mænd for en stund. Men det her; det, jeg har gang i nu – det er ikke sundt. Det er jeg klar over. Så jeg ombestemte mig.

Derfor: I sidste uge havde jeg scrollet lidt tilfældigt rundt på Happn, da jeg stødte på en fyr, jeg havde mødt før i arbejdsøjemed. Dengang havde det bagefter udviklet sig til fyraftensbajere. Og jeg kan huske, at jeg da havde ærgret mig over, at jeg er så frygtelig overfladisk og ikke rigtig kunne finde ud af at se ud over, at jeg ikke syntes, han var en særligt fysisk tiltrækkende mand. For han var nemlig sjov og kemien mellem os havde været umiddelbar. Tilbage på Happn overvejede jeg grundigt, om jeg nu var blevet så voksen, at jeg kunne give ham en chance. Kom frem til, at det måtte komme an på en prøve, for under alle omstændigheder mente jeg at kunne huske, at han var så sød, som nogen kunne være. Og jeg har brug for søde mænd. Ikke flere røvhulsmænd i mit liv, tak. Så jeg likede ham. Og vi matchede. Selvfølgelig. Skrev lidt frem og tilbage. Han viste sig igen fra sin sjove side og sendte vittige beskeder til mig, som jeg kunne sidde og smile lidt over, mens hjertet værkede ved tanken om den forestående ikke-efterårsferie. På en eller anden måde endte jeg med at få inviteret mig selv på kaffe. Bagefter vidste jeg ikke helt, hvordan jeg havde med det, da aftalen endelig var i hus. For i bund og grund havde jeg virkelig, virkelig ikke lyst. Men jeg var simpelthen nødt til at komme lidt ud, vidste jeg. Og jeg havde her fundet den mest ufarlige type, jeg mente, man kunne støve op i hele byen. Så hvad fanden.

Natten til søndag modtog jeg imidlertid en besked fra samme søde mand. “Er du i byen? Jeg vil gerne se dig. Giver irish coffee, hvis du kommer,” skrev han. Naturligvis var jeg ikke i byen, for den slags gør jeg mig jo ikke i, så jeg sov videre og læste først hans besked henad formiddagen. Havde nok været lidt for optimistisk omkring føromtalte voksenhed, for jeg blev simpelthen så dødsens fornærmet over, at han troede, at det var ok at skrive sådan til mig midt om natten. Bør nok genoverveje det hele, tænkte jeg. For jeg vidste jo godt, at havde han bare været lækker nok, så havde jeg sikkert fniset og takket ja til både dansk og irsk kaffe og jeg ved snart ikke hvad. Det blev et halvspidst svar jeg fik sendt afsted. Glattet ud fik han nu alligevel i løbet af dagen med alle de vittige beskeder, så aftalen om at ses mandag eftermiddag bestod.

Jeg ved godt, at det ikke var helt fair overfor ham, at han egentlig mest var ment som et eksperiment. Og da jeg så ham stå der og vente på mig, fik jeg næsten dårlig samvittighed. Han så meget nervøs ud. Gav ham et kram som hilsen, hvilket gjorde ham tydeligt befippet. Åh. Skyndte mig at købe kaffe til os og få skubbet ham med udenfor igen med papkrus i hænderne. Jeg foreslog at gå en tur, og jeg tror, han ville have sagt ja til hvad som helst. Jeg fik suverænt lov til at bestemme. Alt. Han var så sød og forsigtig, sagde mig ikke det mindste imod. Det viste sig dog, at han nok mest kunne finde ud af at være sjov i sine beskeder, og at den kemi, jeg havde mærket sidst, vist også kun var blevet fremelsket af øllerne. Det hele endte med at gøre mig til lidt af en kælling. Tromlede ham fuldstændig, den stakkels mand fik næsten ikke et ord indført. Og efter både at have bestemt gåturens retning og samtaleemne i henved en time, bestemte jeg også, at det var tid til at sige farvel.

Hjemme igen var jeg sådan lidt meh omkring det hele. Godt nok var det ikke den bedste date, men det havde jo heller ikke været en helt forfærdelig oplevelse. Ikke at jeg har tænkt mig at se ham igen. Men alligevel. Han havde i hvert fald været det rette valg til mit Projekt Kom Videre. Bare små skridt, tænker jeg. Så bliver det måske bedre.

Sådan er det nu

Jeg tændte for min radiator i sidste weekend. Indså, at det alligevel ikke var værd at spare på varmen, når morgenkulden slog så hårdt mod inderlårene, at de begyndte at sitre, bare der blev lindet det mindste på dynen. Vækkeuret ringede klokken seks i går morges. Havde ellers fået bygget mig en mægtig rar og lun rede gennem nattens løb. Den var svær at forlade. Glædede mig allerede til at kunne krybe derned igen. Inde i stuen konstaterede jeg for hundredesyttende gang, at termostaten enten skulle sættes et nøk op, eller også skulle min morgenmundering fremover bestå af fleece fra isse til tå. Udenfor blæste det. Grenene på de store træer i min baggård var i vildt vigør. Og var der tilmed lidt regndråber på ruden? Efter hurtigt at have konsulteret med YR, vidste jeg, at end ikke ti vilde heste kunne få mig til at svinge mit korpus op på cyklen i sådan et vejr. Fandeme om man gider være så omhyggelig med håropsætning og makeup – som i forvejen er den absolut mest tidskrævende af alle mine morgenritualer – for blot at få blæst det hele til ukendelighed, så snart man sætter foden i pedalen. Tænkte, det ville være smart at være forberedt på efterårets luner. Rodede lidt rundt efter en paraply, hvis sorte plastikstof for længst havde givet op og sluppet skelettet. Nå. Bedre end ingenting. På mit badeværelsesgulv lå resterne af det bad, jeg havde taget om aftenen. Sjoskede direkte ned på en gennemblødt bademåtte med venstre fod, så sæbevandet sprøjtede koldt. Havde i søndags ikke kunnet overskue at gøre andet ved afløbet, der undervejs i mit bad pludselig havde bestemt sig for at spytte alt indkommende den modsatte vej, end at svuppe lidt, hvæse lidt og med en tå banke lidt på gulvafløbets rustfrie rist. I løbet af ugen havde der ikke vist sig nogen bedring af hele afløbssituationen, og jeg tænkte groggy, at det nok snart var ved at være på tide at kontakte min udlejer desangående. Vandet var aftenen forinden steget til knap ankelhøjde. Henover natten havde det dog reduceret sig til en mindre pøl, der nu mest bare lå og boblede og gjorde ved.

Min morgenmad består for tiden af skyr, speltmüsli og honning. Man kan smage sundheden brede sig i hver en tør mundfuld. Blev spist, mens jeg søvndrukken hang ind over køkkenbordet og læste videre i den paperback, jeg efter en hurtig indskydelse havde smidt i indkøbskurven, sidst jeg var i Føtex. Måltidet blev toppet med en kopfuld koffein lavet på lige dele ultrastærk kaffe, mælk og sukker. Blev som altid indtaget stående foran det store spejl i gangen, mens jeg smurte løs med mascara og rouge og concealer. Med endnu et blik ud på blæsevejret følte jeg mig helgarderet, da jeg trak i fire lag tøj.

Bussen var forsinket. Stod ellers parat og ventede ved siden af størstedelen af midtbyens beboere, der heller ikke havde tænkt sig at hjule rundt i vind og støvregn. Stuvet sammen i et sørgeligt læskur kunne vi vist alle være blevet enige om, at dette ikke evnede til fulde at opfylde sit eneste formål, havde vi bare snakket sammen. Men alle var trætte og gabende, mens vinden peb. Der blev ikke mælet et eneste ord, og sådan kan jeg også bedst lide det. Kan simpelthen ikke overskue den slags mennesker, der tiltaler en, når man tager offentlig transport. Især ikke om morgenen. Skulle nogen alligevel driste sig til at overveje at henvende sig til mig, har jeg som middel mod dette altid hovedtelefoner proppet grundigt ind i ørene, mens jeg med al tydelighed søger at virke så utilnærmelig som muligt. Bussen kom endelig. Et kvarter forsinket. Den lugtede af fugtige jakker, aviser og skoletasker. Inden jeg vidste af det, tvang vejarbejde os ud i omkørsel. Ærgrede mig, da jeg så på uret. Den bustur, der normalt tager omkring syv minutter, nærmede sig nu det dobbelte. Og jeg, der ellers for en gang skyld havde startet med at være i god tid. En ung pige betragtede beundrende mine nye, sorte ruskindsstøvler hvis hæle forlænger mine ben med adskillige centimeter. Dog på så tilpas en facon, så de både kan betegnes som tækkelige på job og cool på gaden. Pigen stod der i midtergangen med en tweenagers karakteristiske stankelben i skinny jeans og udtrådte Vans. Smilede genert til mig, da hun opdagede mit blik. Jeg vippede lidt med tæerne. De er virkelig også smarte, de støvler.

Nåede lige at tænde min computer og få hentet morgenens anden kop kaffe få minutter inden afsnitsmødets start. Ledte halvforvirret efter den dagsorden, jeg var sikker på, jeg havde modtaget på mail et par dage forinden. Min indbakkes rod ville ingen ende tage. Men i en undermappe – snedigt navngivet Møder – fandt jeg omsider, hvad jeg søgte. Min kollegas indledende orienteringer var jeg således gået glip af, da det er en absolut umulighed for mig at koncentrere mig om mere end én ting ad gangen. Ligesom jeg heller ikke kan gå og sms’e på samme tid. Kræver simpelthen for megen hjerneaktivitet kombineret med en ikke helt veludviklet koordinationsevne, til, at det kan lade sig gøre for mig. Så det er enten eller. Mødet tog halvanden time. Spiste fiberknækbrød med hamburgerryg ude i det lille tekøkken bagefter. Dernæst var det taste, taste, taste. Sagsmapper i en stak på mit skrivebord. Et evigt rend ind og ud af kopirummet. Så frokost. Risotto. Derefter faggruppemøde. Havde glemt, at det var min tur som mødeleder. Hvilket også betød referent. Irriterende. Hader at tage referat. Igen: Det der med at skulle gøre flere ting samtidigt.

Jeg arbejder meget for tiden. Rager den ene afspadseringstime til mig efter den anden. Når jeg er på arbejde, har jeg det som regel godt. Så tænker jeg ikke. Behøver ikke at forholde mig til mit ikke specielt velfungerende privatliv. Sad derfor stadig ved hæve-sænkebordet, mens kontorerne et for et blev stille og mørklagte ud på eftermiddagen.

Egentlig var jeg blevet inviteret til aftensmad bestående af tarteletter med efterfølgende øl i litervis. Men for det første kan jeg ved min Gud ikke forstå hypen ved den beige tapetklisterassociering, som tarteletfyld ellers giver mig. For det andet havde jeg hørt, at Spurvens kæreste skulle med. Har aldrig mødt hende. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad hun synes om mig. Det har Spurven da så rigeligt sørget for at fortælle engang i en brandert. Ved ikke, om jeg skal tage det som en underlig kompliment, at hun tilsyneladende føler sig så truet af mig, siden jeg åbenbart bliver omtalt i så grove vendinger hjemme hos dem. Men jeg er bare der lige nu, hvor jeg på ingen måde evner at hæve mine parader. Hvilket jeg kunne forestille mig, at et møde med kæresten ville kræve. Orkede ikke at skulle ud i mulige forklaringer om, at det vel snart er både år og måneder siden, at jeg ville noget som helst med Spurven. Og for det tredje kan jeg i det hele taget ikke rigtigt finde ud af at være sammen med andre mennesker for tiden. Fik jeg vist til fulde demonstreret sidste fredag, hvor jeg sad mut, mens resten af selskabet raflede og råbte højt. Vikaren havde med en sigende banken mod næsefløjen spurgt, om han skulle skaffe noget, der kunne gøre mig i bedre humør. Med en hovedrysten afslog jeg. Gang i snakketøjet kom der nu alligevel, da indtaget af longdrinks og shots til sidst peakede. Men følelsen af at noget ikke helt var, som det skulle være, kunne jeg ikke ryste af mig. Da jeg på toilettet så min svajende skygge mod klinkevæggen, forstod jeg, at jeg slet ikke brød mig om at være sammen med så mange mennesker. Sneg mig hjem inden klokken blev 22. Lige siden har jeg ikke kunnet overskue en gentagelse. Desuden begynder min definition af en god fredag aften pludselig i uhyggelig grad at nærme sig noget holden-i-hånd til Vild Med Dans sammen med sød kærestetype – fremfor høj musik og flirt med tilfældige mænd på tilfældige barer. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er galt med mig.

Så. Jeg blev hjemme i aftes. Lod som om, jeg ikke fandtes. Spiste ostemadder. Læste videre i paperbacken. Fandt en gemt skruetrækker. Pirkede lidt til afløbsristen, fik til sidst skruet den af. Jeg havde gule gummihandsker på, mens jeg hev hår og slam op af vandlåsen. Svuppede igen. Vandet var brunt og stinkende. Bestemte mig for, at det måtte være rigeligt. Trak derefter i nattøj og gravede mig ned i den bløde rede, jeg havde forladt for så mange timer siden. Har viklet et gammelt vattæppe om et par puder. En stor, uformelig klump ved siden af mig på madrassen. Min hjemmelavede kludemand. Jeg puttede mig ind til hans vatterede bryst og brast i stille gråd over, at det var sådan, det var nu.

Videre

Jeg skal videre, tænkte jeg. Ud og se noget, finde en ny mand, bare videre. Swipede på Tinder, scrollede på Happn. Udvalget var lige så ærgerligt, som jeg havde regnet med. Smed alligevel et par halvhjertede likes afsted. Sådan mest bare fordi. Mændene, jeg matchede med, syntes middelmådige og ragede mig en høstblomst. Slettede dem hurtigt, så snart de begyndte på deres forudsigelige “Hej smukke – haft en god dag?”-replikker. På Tinder var der dog en enkelt, der var anderledes. Faktisk sjov. Han så rar ud. Og hans beskeder fik mig til at smile nok til, at jeg tænkte, at det måtte være sådan noget, jeg havde brug for. Han sagde i spøg, at han altså ikke var øksemorder, så jeg kunne roligt mødes med ham, hvis jeg havde lyst. Jeg skrev, at jeg normalt kun datede øksemordere, men at man selvfølgelig ikke kunne være lige heldig hver gang. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at putte Rohypnoler i hans kaffe, når han kiggede væk. Jeg svarede, at sådan gjorde jeg som regel. Han foreslog mandag, jeg takkede ja. Bagefter mærkede jeg en underlig stolthed flagre prøvende rundt i min mave.

Vi havde aftalt at mødes om eftermiddagen, og jeg var kommet senere fra arbejde end ellers. Nåede lige hjem for at skifte bluse, før jeg trampede ned af trapperne igen. Da jeg et øjeblik inden havde stået på badeværelset og smurt frisk deodorant i armhulerne, kunne jeg kun tænke på, at der pludselig ikke var noget, jeg havde mindre lyst til end at gå på date. Ved synet af min sofa virkede det langt mere tillokkende at krølle sig sammen i denne, end det der med at komme videre og møde nye mænd og se jeg-ved-ikke-hvad. “Tag dig sammen. Du skal blive dig selv igen nu,” sagde jeg til mit spejlbillede i gangen, inden jeg tvang den ene fod foran den anden og smækkede døren bag mig.

Jeg sørger jo altid for at komme, hvis ikke lige på klokkeslættet, så i hvert fald få minutter senere, så jeg kan gøre en tilpas entre. Var naturligvis også tilfældet denne gang. Men da jeg styrede mod mødestedet, så jeg, at mit Tindermatch ikke var kommet endnu. Gjorde mig ikke ligefrem mere positivt stemt overfor daten, at jeg ikke fik mulighed for at skinne på ønskede vis. Stod akavet og ventede. Kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle hvile vægten på højre eller venstre ben. Endte med en art trippen. Tjekkede Tinder. Muligvis er det en lorteapp, der ikke kan finde ud af at opdatere afstanden, men kunne se, at han stadig var en del kilometer væk. Og han havde ikke skrevet noget om at være forsinket. Hm. Efter knap et kvarters venten var jeg tæt på at være edderspændt over at skulle stå og føle mig til grin foran en overfyldt kaffebar. Fjernede vores match. Så gik jeg.

Tog direkte hen og købte en bøtte Ben & Jerry’s. På vejen hjem lagde jeg mærke til, at bladene på træerne var ved at blive gule. Nogle lå visne i rendestenen. Jeg tænkte, at det snart var tid til uldtøj og futter og tændte stearinlys. Det plejer at være det, jeg bedst kan lide ved efterår. Og jeg spekulerede på, om det mon ville gøre mig gladere. Sparkede skoene af i gangen, trak i blød jersey og hev et tæppe over hovedet, mens jeg konstaterede, at jeg faktisk ikke kunne komme på noget som helst, der gjorde mig glad længere.