En slags afsked

Årsagen, til at jeg følte mig klar til at snakke med Sommermanden, skal findes nogle dage forinden. Han havde skrevet til mig en morgen i forrige uge. Spurgte, om jeg havde lyst til at ringes ved om aftenen. Jeg blev uendeligt glad. Sad der ved skrivebordet og smilede så fornøjet, at mine kolleger til sidst bemærkede det, blinkede og prikkede mig i siden. Dagen sneglede sig afsted. Jeg sværger, jeg talte minutterne. Så er knap tolv timers venten altså længe. Men det var lige meget. Ventede gerne dobbelt så lang tid for at se Sommermanden. Havde forestillet mig, at vi nu endelig skulle have en god, lang og ærlig snak. Jeg havde i hvert fald helt enormt brug for at høre ham bekræfte mine ønsker om det langdistanceforhold, vi forhåbentlig arbejdede hen imod. Da det endelig blev tid, fik jeg kortvarigt åndenød over at se ham tone frem på skærmen. På det tidspunkt havde vi ikke set hinanden i over en måned. Men ak. Internettet bestemte sig for at modarbejde os fuldstændig, og forbindelsen var så dårlig, at vi måtte ringe hinanden op flere gange. Derudover viste det sig imidlertid også, at Sommermanden befandt sig på sin nye arbejdsplads og derfor ikke kunne tale frit. Det blev en overfladisk, ligegyldig samtale. Det blev et antiklimaks uden lige. Sommermanden foreslog, at vi i stedet kunne ringes ved om aftenen den følgende søndag.

Efter den meget lidt forløsende samtale med Sommermanden, tastede jeg Søsters nummer. Har tidligere været lidt inde på, hvordan hun dagligt lod høre fra sig for at sikre, at jeg ikke druknede i de kaotiske bølger mine følelser skabte. Men da jeg fortalte om, hvordan Sommermanden havde siddet på arbejdet og ikke kunne snakke ordentligt med mig, fik hun nok. “Hvad så nu? Har du tænkt dig at være ked af det helt indtil på søndag? Og hvad så derefter? Når han gør dig ked af det igen? Du giver og giver, men får ingenting tilbage. Er du slet ikke klar over det?” spurgte hun. Gav mig en ordentlig røvfuld tough love. “Men Sommermanden sagde jo, at vi med tiden skulle se, hvad vi kunne blive til. Og det var ham, der foreslog at snakke igen. Han vil gerne se mig!” forsøgte jeg. “Han vil ingenting. Han sagde jo også, at han ikke ville love dig noget. Og han er på Tinder. Leder efter sit livs kærlighed. Hvor meget tydeligere vil du have ham til at sige, at det ikke er dig?” fortsatte Søster. “Men han siger det jo ikke. Han er nødt til at sige til mig, at det er slut, hvis det er. Jeg kan godt se alt det andet han gør. Men jeg kan ikke høre det,” røg det ud af mig. Gudfader, tænkte jeg, er det virkelig sådan jeg har det? Og lige dér gik det op for mig, at jeg var blevet den mest ynkelige udgave af mig selv, som jeg overhovedet kunne blive. “Hvorfor skal du altid helt derud, hvor du lader mændene tryne dig? Hvorfor kan du ikke selv tage en selvstændig beslutning om at ende det?” Søster gav mine drømme dødsstødet. Og sådan fortsatte vi med at diskutere de næste tre dage. Søster, der forsøgte at få mig til at fatte, hvad jeg så længe ikke havde været i stand til at forstå; og jeg, der langsomt men sikkert endte med at tage imod. Vores snakke var timelange, og når der var blevet lagt på, reflekterede vi hver især indtil næste dag, hvor alt endnu en gang blev endevendt. “Du skal passe på dig selv. For han har ikke tænkt sig at gøre det. Du skal vælge dig selv i stedet for hele tiden at lade ham vælge dig fra,” sagde hun. Den gik rent ind. Hun havde jo ret. Og således gik det til, at jeg henover tre dage gik fra at have et altoverskyggende behov for at få svar på utallige spørgsmål til at være fuldstændig afklaret.

I søndags var det en uge siden, at Sommermanden og jeg mødtes på Skype. Det var ellers en helt normal dag. Septemberhimlen var strålende blå, og jeg tænkte, jeg måtte adsprede mig selv, så jeg ikke ville gå alt for meget til af ren nervøsitet og spænding, inden klokken slog otte om aftenen. Valgte at cykle i Ikea. Måske ikke helt gennemtænkt kun at have en cykelkurv til rådighed, når man går shoppeamok. Men med en smule behændighed lykkedes det til sidst, og jeg drønede afsted på Det Røde Lyn med podcast i ørene og et sandt læs af blomster, billedrammer og fnugruller. Hjemme igen gik jeg i gang med støvsugning. Og før jeg vidste af det var der kun en halv time til, at jeg skulle se Sommermanden. Jeg kan godt det her, tænkte jeg hele tiden. Havde flere sider med nedfældede tanker, som jeg havde lagt klar ved siden af computeren. Jeg havde forberedt mig på to mulige udfald. At det enten ville være en få minutters kort samtale, hvor jeg fik sagt, hvad der skulle siges. Til det havde jeg en enkelt sides stikord. Eller at Sommermanden ville begynde at stille spørgsmål til min beslutning og måske endda give lidt af sig selv og sine egne tanker om vores forhold – hvortil jeg havde griflet hele fire siders argumenter ned, fordi jeg vidste, at jeg ville glemme hvert og et, når jeg først så ham igen. Havde desuden med største omhyggelighed forsøgt at slå det tåbelige, spinkle håb ihjel, der trods alt stadig levede i mit bryst, ved hele tiden at minde mig selv om, at lige meget hvad, så kunne dette kun ende med skuffelse. Var med andre ord så klar og fokuseret, som man overhovedet kan blive, når man skal afslutte tingene med det menneske, man allermindst har lyst til at sige farvel til. Klokken 19.58 bankede mit hjerte alligevel så hårdt, at jeg måtte ringe til Søster for anden gang den dag. “Jeg har glemt det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvorfor er det nu, at jeg er nødt til at gøre det her?” skingrede jeg. “Fordi du er mere værd end det, han byder dig,” svarede hun roligt. “Åh. Nå ja,” mumlede jeg. I samme øjeblik bimlede min computer.

Sommermanden så ud, som han plejede. Håret var lidt pjusket, han var næsten lige stået op, sagde han. Det var underligt at se ham der. Vi føltes så tæt og alligevel langt fra hinanden. Han viste mig rundt i sit nye hjem, tog mig med ud i køkkenet, bryggede en kop kaffe, mens jeg så til fra min sofas bløde hynder på den anden side af jorden. Vidste, at jeg var nødt til at få det sagt hurtigt, ellers ville modet svigte mig, hvis jeg ventede for længe. “Sommermand,” begyndte jeg, “jeg kan ikke blive ved sådan her længere.” Han sad stille. Og så forklarede jeg ham, at jeg ville have en, der er lige så forelsket i mig, som jeg er i ham. En, der vil kæmpe for mig. Men at alt hvad han gjorde, kun gødede min spirende tvivl om netop denne kampånd, som var blevet sået den skæbnesvangre aften, jeg stalkede ham på Tinder. At jeg ikke ville snakke med ham længere, når han ikke følte på samme måde. At jeg var nødt til at passe på mig selv nu. Sådan sagde jeg, mens mit blik flakkede mellem skærmen og mine sirlige noter, der med pink overstregning markerede de vigtigste pointer.

Og jeg havde jo regnet med en kort samtale. Det havde jeg. Og selvom jeg ikke kan benægte den lille snas af naivt håb, der sad som en igle i mit inderste hjertekammer, så havde jeg jo også regnet med det svar, han gav mig: “Du har ret i, at vi skal stoppe nu. Det her – vi – er ikke realistisk.”

Var jeg klog, havde jeg afbrudt samtalen der. Det var jo alligevel også det, jeg havde forberedt mig på. Dum er vist en mild underdrivelse i denne sammenhæng. Jeg er ikke sikker på, hvilken følelse det gav mig at høre ham sige sådan. Afmagt. Irritation. Ked af det-hed. Alt muligt. Det var under alle omstændigheder ikke en rar ting, der ulmede i mig. Skide være med det, tænkte jeg, og konfronterede ham nu med alle frustrationer, al undren, selvom jeg havde lovet mig selv at lade være. “Der er bare noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lukke ned og bestemme sig for ikke at blive forelsket, fordi man skal rejse,” bed jeg bittert. “Nej,” sagde han efter lidt tid, “men det kunne jeg jo åbenbart heller ikke.” Og herfra husker jeg kun vage brudstykker. For det eneste jeg fattede, var, at Sommermanden lige havde indrømmet, at han havde flere følelser for mig, end jeg troede. Så var alt andet ligegyldigt. Pludselig spillede det ingen rolle længere, at han få øjeblikke tidligere lige havde fortalt, at han syntes, vi skulle stoppe al kontakt. Ligesom det heller ikke spillede nogen rolle, at det sådan set havde været hele mit mål med opkaldet. Gled fuldstændig i baggrunden for mig. Sådan en form for selektiv hørelse og vægelsind er en typisk bivirkning ved ulykkelig forelskelse, skal jeg sige jer. Det fik gigantisk betydning for min forståelse af resten af samtalen.

Jeg husker ikke hvornår, men på et tidspunkt blev Sommermanden meget berørt af hele situationen. “Du er så svær at give slip på,” sagde han med grødet stemme og tunge tårer i øjenvipperne. Anede ikke, hvad jeg skulle svare, andet end at jeg ikke kunne græde mere over ham. Han fortsatte med at sige en masse med, at jeg var en ener, at han ikke ville finde nogen som mig igen. Det forekommer mig, at det også var deromkring, at han igen kom ind på afstanden som værende vores kærligheds fjende nummer et. Helt ærligt. Så var jeg ikke i stand til at forstå et eneste ord. Så hans mund bevæge sig, men kunne kun høre mine egne tanker skrige: Han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, han er forelsket i mig. Selv når jeg af al kraft forsøger, kan jeg her bagefter ikke genkalde mig præcis, hvad der blev sagt mellem os. Alt flyder sammen.

Sommermanden græd og græd. Jeg kunne se mit eget ansigt som en bleg klat i bunden af skærmen. “Hvorfor græder du, Sommermand?” hviskede jeg. “Fordi jeg ikke kan give dig det du fortjener,” svarede han. Og så: “Jeg er på vej med hundrede kilometer i timen mod et nyt liv, Frøken Kløe.” Mærkede en snigende fornemmelse af, at der måtte være en detalje, jeg ikke havde fået ordentligt fat i. Ligesom når man sidder i matematiktimen og indser, at der er noget helt grundlæggende, man må have misforstået, fordi de pokkers x’er og y’er slet ingen mening giver. “Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår det her rigtigt,” jeg hævede stemmen i et øjebliks klarhed. “Du vil ikke være sammen med mig, fordi vi er for langt væk fra hinanden?” Han nikkede. “Og du vil ikke være sammen med mig, fordi der ikke er plads til mig i dit nye liv?,” fortsatte jeg. “Ja,” svarede Sommermanden stille. På et tidspunkt fik han sagt noget om, at han alligevel stadig gerne ville holde kontakten. “Hvad regner du med? Tror du, at jeg kan finde ud af det? Er du klar over, hvor meget jeg længes efter at høre fra dig hver dag? Tror du, at jeg bare kan stoppe med at have det sådan her?” spurgte jeg. Nej. Det troede Sommermanden jo ikke, og han måtte æde ordene i sig igen. Derefter var der ikke meget mere at sige.

Vi endte med at tale sammen i tre timer. Indimellem havde vi grinet og snakket om andre knap så alvorlige emner. Vi havde siddet i stilhed og betragtet hinanden. “Jeg kan ikke få mig selv til at sige farvel,” sagde jeg, og jeg husker det som om, han sagde det samme. Stirrede på ham, sugede øjeblikket til mig, indprentede mig hans ansigts linjer, hans tårer, hans måde at kigge på mig. Jeg rakte hånden frem og aede hans kind. Så lagde jeg på.

“Han har det på samme måde som mig! Det sagde han!” jeg stod kort efter kæderygende nede i min mørke baggård og ringede Søster op. Hun lød overrasket og skeptisk. “Hvad mener du?” spurgte hun. “Sommermanden er forelsket,” min stemme rystede. “Men fik du afsluttet det?” ville hun vide. “Ja. Men han er forelsket,” svarede jeg. “Det vigtigste er, at du stod ved din beslutning og gjorde det forbi,” sagde Søster, inden vi lagde på. Sådan føles det bare ikke, tænkte jeg.

   

Optakt

Jeg ville gerne have skrevet om, hvordan de sidste par uger har været. Men ordene forsvandt. Og jeg ville gerne have snakket om det. Men det eneste menneske jeg ville snakke med kunne ikke høre. For der hvor Sommermanden er, er alt omvendt. Det er der, alt er stort; der, hvor hans dag er min nat; og der, hvor selv de mest lyttende mænd er døve. Det er der – og det, mine damer, er det allervæsentligste – hvor varme følelser kan køles fra den ene dag til den anden. Man kan ligefrem mærke, hvordan de falder en grad eller to i temperaturen for hver time. Jeg forestiller mig, at det må være som en lille issyl, der hakker og hamrer tynde flager af disse hede følelser. Til sidst, når der er blevet skrællet tilstrækkeligt af, er følelserne efterhånden blevet behageligt lunkne. Så kan man rende rundt, mens alt er stort over hovedet på en, mens dagen i virkeligheden er nat, mens man propper vat i ørene, og tænke: Hov. Der røg endnu en flig.

Er jeg bitter? Er jeg vred? Er jeg ked af det? Ja. Og alligevel er jeg så fuld af forståelse, så jeg er ved at brække mig af det. Det er lige godt satans at være så empatisk anlagt.

Lad mig spole tilbage. Sommermanden rejste en fredag. Jeg var ude af mig selv hele den weekend. Det blev mandag. Intet havde ændret sig. Ikke at det afholdte mig fra endnu en gang at give mig i kast med hvad der på det tidspunkt bedst kan beskrives som min yndlingsbeskæftigelse – gamle sms’er og beskedkorrespondancer på Messenger blev grundigt gennemlæst denne mandagsaften. Og som jeg sad der og faldt i svime over gensynet med Sommermandens hjerteemojis, kom jeg i tanker om, at der stadig lå de aller, allerførste ord mellem os et helt andet sted. Nemlig på Tinder. Her har vi stået som match siden dengang i maj, hvor jeg først stødte på ham. Det var lang tid siden, jeg havde været aktiv derinde. Der havde ligesom hverken været grund eller lyst til det. Men nu blev app’en hurtigt åbnet igen, og jeg smilede, mens jeg læste, for jeg huskede pludselig alt så klart. Kunne genkende ham i hvert et punktum og udråbstegn, kunne huske nøjagtig hvordan han fik mig til at fnise. Og her skulle jeg have stoppet. Her skulle jeg have passet bedre på mig selv, være gået i seng og lagt telefonen til side. For den man er forelsket i, skal man ikke begynde at stalke. Især ikke på dennes datingprofil. Man kan risikere at opdage ting, man ville ønske, man aldrig havde set.

Altså. Det er jo ikke fordi, jeg ikke havde forventet, at Sommermanden ikke ville bruge Tinder i det nye land. Det var jeg fuldstændig på det rene med. Havde selv tænkt, at jeg med tiden ville komme til at date andre, mens jeg i ånden ville forblive tro mod Sommermanden. Det var ret romantisk, syntes jeg. Det der med ånden. Ret storsindet og cool. Sommermanden havde ikke villet afgive løfter, han ikke kunne holde. Ligesom han heller ikke ville have nogle af mig. Det gjorde ondt at læse, da han skrev sådan. Men samtidig måtte jeg jo indrømme overfor mig selv, at hvor gerne jeg end ville, er jeg næppe i besiddelse af en kløe, der lader sig nøje med at blive stillet så sjældent, som mine penge og optjente feriedage ellers ville have tilladt, at vi kunne se hinanden. Det samme, tænkte jeg, gælder nok for ham. Og så længe han bare var klar på at være åben overfor det os, der med tiden måske kunne blive, var jeg indstillet på at se gennem fingre med eventuelle udenlandske damer, som måtte finde vej til hans seng. Men. Alt det med ånden var jo bare tanker, jeg havde gjort mig. Forestillinger om hvordan det måske kunne blive. Det at se, at Sommermandens profiltekst allerede var oversat til et andet sprog – med den lille tilføjelse at han nu også ledte efter sit livs kærlighed – efter kun to dage i det nye land, er straks noget helt andet. Det er konkret. Virkeligt. Og det gjorde alt fuldstændig stille indeni mig.

De følgende uger var jeg så følelsesmæssigt i ubalance, som jeg sjældent har oplevet det før. Den ene dag var jeg overbevist om, at jeg elskede ham, den næste var jeg så arrig, så jeg spruttede. Det var absolut frustrerende ikke at kunne mærke noget som helst rent. Samtidig var de få livstegn, jeg modtog fra Sommermanden, af så upersonlig karakter, så jeg følte distancen mellem os som meget mere end blot fysisk. “Det er en kæmpe omvæltning at flytte til et nyt land, hvor man ikke kender nogen. Det er hårdt at være så langt væk og prøve at få sit liv til at fungere i ukendte omgivelser. Prøv lige at forestille dig det, gør. Han skal bare have tid. Så bliver alt godt igen,” forklarede jeg Søster hver aften, når hun ringede for at tjekke op på mit hjerte. Jeg må have lydt fuldstændig desperat. Han skal have tid, tænkte jeg. Bare masser tid og plads. Så i et forsøg på at give Sommermanden så meget af netop dette, som jeg overhovedet kunne magte, bestemte jeg mig igen for ikke at kontakte ham mere. Tilsyneladende bar planen frugt, for en morgen vågnede jeg omsider op til lige nøjagtig det, jeg havde tørstet efter i ugevis: “Hej smukke Frøken Kløe. Jeg savner dig,” skrev han. Den morgen spiste jeg morgenmad med Sommermanden ved min side, og jeg følte, jeg kunne flyve, for han var endelig nærværende, lyttende og sit gamle, velkendte jeg igen.

Jeg var Alt. Jeg kunne Alt. For Sommermanden savnede mig, og det havde kildet i min mave og på hemmelige steder, da han skrev, at han havde lyst til mig. Beklageligvis var min Alt-følelse kortvarig og endte brat, da det slog det mig, at Sommermanden jo var 1) aktiv på Tinder, 2) liderlig, og 3) smart nok til ikke at have villet love ikke at handle på førnævnte punkter. Snarere tværtimod. Pludselig spandt min hjerne med en kvalmende fart, og jeg mærkede en grøn gnist få tag i mine tankers tørre kvas. Det flammede ukontrollerbart. Opdagede, at jeg var vanvittigt jaloux på de fremmede, ansigtsløse skyggekvinder, der måtte omgive Sommermanden. Jalousi er ellers aldrig noget, jeg oplever i nævneværdig grad. Og her var nu en så overvældende, konstant borende følelse, som ikke gav mig et øjebliks ro. Dog er der ikke noget, der ikke er så skidt, at det ikke er godt for noget. Min skinsyge lod mig i det mindste forstå, at jeg er alt andet end cool og storsindet med mine romantiske tanker om at forblive tro i ånden, når det kommer til den mand, jeg er forelsket i.

Så da Sommermanden langt om længe foreslog at snakke sammen på Skype i sidste weekend, vidste jeg, hvad der måtte gøres. I dagene op til forberedte jeg mig som en gal. Skrev side op og side ned med noter; ting, jeg skulle huske at fortælle ham, minde ham om. Timelange telefonopkald med Søster gjorde mig til sidst skarpere i at mærke, hvad jeg ville. Så da dagen kom, var jeg klar. Troede jeg.

Ups med Påskemanden

Der gik adskillige minutter efter jeg var vågnet i søndags, før jeg helt præcis kunne huske, hvad der var sket aftenen forinden. Men så skal jeg da også love for, at enhver detalje kom rullende ind over mig i pinefulde bølger. Er det da fuldstændig umuligt for mig at agere bare en smule normalt når det drejer sig om Sommermanden? End ikke når det kommer til mine hjertekvaler over ham, kan jeg finde ud af at gennemgå de fordømte stadier i rigtige rækkefølge. For eksempel husker jeg, at stadiet med en rebound så absolut var et af de sidste. Niende stadie følger sjældent i hælene på første. Så meget ved jeg da.

Nå. Men det havde været en lang uge, og det havde været en trist uge, og jeg havde bare lyst til at drikke mange, mange øl igen, da jeg endelig ramte weekenden. I sådanne tilfælde kan man jo altid trygt regne med mine gamle kolleger, mit faste slæng, der for tiden galant spiller rollen som trofast beskyttende musketerer. Vikaren tilbød atter at gøre Sommermanden til Lirekassemanden ved, ved hjælp af diverse grusomt beskrevne slag, at banke ham halvt fordærvet. Stadig vældig sødt af ham, jeg forstår hans forsøg på omsorg. “Hvordan går det nu?” spurgte Spurven. Jeg trak på skuldrene. “Du smiler, men dine øjne er bedrøvede. Det kan jeg se,” fortsatte han. “Har ellers gjort mig umage med mascaraen i dag,” svarede jeg. “Jeg kan se det,” gentog han. “Du kyssede mig,” jeg skiftede emne og så ham blive lille foran mig. “Ved ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig overfor dig nu,” indrømmede han. “Jeg tænker ikke på det længere,” svarede jeg sandfærdigt. Spurven livede op. “Virkelig? Du er ikke vred?” udbrød han, og jeg grinede en smule stolt, da han efterfølgende fortalte, at jeg havde givet ham så ren besked på at holde nallerne for sig selv, så han havde skammet sig lige siden.

På en bar stødte vi ind i nogle af Spurvens venner. Jeg havde mødt dem før og kan godt lide dem, så jeg stemte for, da det blev foreslået at sidde ved deres bord. Der gik lidt tid før en sidste ven stødte til. Påskemanden. Fantastisk. Bare fucking fantastisk. Var selvklart høflig og hilste på ham, men mit smil var afmålt, og jeg vendte hurtigt ryggen til ham. På den måde forløb omtrent en time, hvor det lykkedes mig at ignorere Påskemandens tilstedeværelse fuldstændig. Altså. Ikke fordi jeg stadig er fornærmet over aldrig at have hørt fra ham igen efter vores date. Vel. Nærer bare ikke specielt varme følelser overfor mænd, der dumper mig på den måde. “Hej Frøken Kløe,” Påskemanden stod pludselig ved siden af mig. “Hør. Jeg synes, der er en elefant i rummet. Det er min skyld. Fik vist aldrig skrevet til dig.” Jeg kiggede på ham. “Det er nemlig rigtigt, Påskemand,” svarede jeg. “Ja. Undskyld. Det var ikke pænt gjort. Jeg var lige kommet ud af et langt forhold, og vidste ikke helt, hvad du ville,” forklarede han. Tænkte, han var fuld af løgn. Greb min øl. Nikkede. “Jeg ville såmænd bare kneppe,” svarede jeg, bundede øllen og forsøgte dermed at vise, at samtalen var slut. Han grinede overrasket. Det smittede. Irriterende. Indså modvilligt, at jeg ikke kunne lade være med at respektere, at han tog konfrontationen. “Kan vi starte forfra?” spurgte han. “Det kan vi vel,” endte jeg med at svare. Da jeg kort efter hvirvlede rundt på dansegulvet, lagde jeg mærke til Påskemandens lange blikke.

Vi fortsatte videre. På dette tidspunkt vurderede jeg åbenbart, at det var helt igennem passende at indvie en af Spurvens andre venner i mit drama med Sommermanden. Så jeg var hende der, der sidder snøftende på en bar, mens en fyr akavet trøstende klapper hende på skulderen. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde jeg. “Jeg tror, du har brug for at finde en anden,” svarede vennen. “Muligvis,” nåede jeg lige at hikke, inden han bekendte kulør som en førsteklasses wingman og bogstaveligt talt skubbede mig i armene på Påskemanden. Meget mærkeligt, tænkte jeg og kiggede efter vennen, der forsvandt i barmylderet. Det var her, Påskemanden kyssede mig.

Det var ikke et specielt lidenskabeligt kys. Og alligevel tog jeg ham i hånden, mens jeg sagde, at vi lige skulle finde et andet sted. Egentlig ikke fordi det kløede, for det gjorde det ikke. Jeg tænkte bare, jeg havde brug for at mærke mig selv igen. Ikke langt fra baren fandt vi en parkeringsplads. Lidt ovre i et hjørne stod en bus. Jeg trak Påskemanden derhen. Jeans blev lynhurtigt åbnet. Bussen føltes støvet og fedtet, da han klemte mig op ad dens side. Vi asede og masede. Hev efter vejret. Stadigt stående forsøgte vi os først forfra. Derefter bagfra. Ingen af delene lod sig naturligvis gøre. For Påskemandens pik var blød på den der måde, som kun meget fulde mænd kan præstere. “Hjælp mig lige,” pustede han, og jeg gled tungt ned på bare knæ med bukserne hængende om anklerne. Han sukkede, da jeg gik i gang. Vil ikke afvise, at vi her var ude i en gentagelse af Verdens Dårligste Sutter. Som kun meget fulde Frøken Kløe kan præstere. Lige meget hjalp det. Er ikke sikker, men jeg vil tro, vi væltede rundt i en halv time, før vi fattede, at sex absolut ikke ville komme til at kunne ske. “Jeg skriver til dig, når vi er blevet ædru,” sagde Påskemanden, “så kan vi gøre det rigtigt.” Venligst lad være, tænkte jeg, mens jeg rodede rundt efter min ene sko. Jeg kunne mærke grus mellem tænderne, da vi smågrinende gik tilbage til baren.

Søndag var hård at komme igennem. Tømmermændene var urimelige. Også de moralske af slagsen. Var faktisk næsten de værste. For jeg var så træt af mig selv, så sindssygt træt af at have ladet Påskemanden komme tæt på endnu en gang. Simpelthen for dumt. Her et par dage efter er jeg heldigvis mere sådan: Oh well. Stadig ikke stolt af det. Men. Oh well.

Åh ja. Og har han skrevet til mig? Selvfølgelig ikke. Hvad havde I regnet med?

   

Første stadie

Jeg var på arbejde, da Sommermanden rejste væk forrige fredag. Stirrede åndeløst på uret, der hænger på endevæggen i storrumskontoret, og da klokken slog 14 tænkte jeg, at nu! – nu fløj han fra mig. Så ventede jeg. Var sikker på, at et følelsesudbud af en art måtte være under opsejling. Gik endda ud på toilettet for ligesom at komme de forventelige tårer i forkøbet. Men. Ingenting. Jeg tog direkte hen til stamværtshuset efter arbejde, fast besluttet på at drukne sorgerne i øl. Godt nok var de lidt langsomme i det, sorgerne, men de måtte komme, det vidste jeg. Spurven sad klar og ventede på mig, den første omgang var allerede bestilt. “Han er væk,” sagde jeg, og Spurven nikkede. “Du ligner en, der er helt ødelagt. Er du ok?” spurgte han. “Det ved jeg ikke,” svarede jeg, “jeg kan ikke mærke noget.”

Jeg læste engang i et dameblad, at der findes omkring ti stadier, som man vil opleve, når man har hjertesorger. Husker ikke længere hvert stadie præcist. Men et af de første var vist, at alt vil synes uvirkeligt, at man nærmest kan opleve sig selv som værende følelsesløs. Og som jeg sad der med øllerne foran mig, gik det op for mig, at det var lige præcis det, der skete for mig nu. Det var som en dyne blev trukket om min sjæl. Afbød alle slag, men gjorde det samtidig vanskeligt at mærke enhver anden berøring. Det var egentlig mere udmattende, end man skulle tro. Og jeg blev træt og indesluttet i løbet af ingen tid. Efter tre timer var jeg så hensunket i følelsesløs apati, at jeg endte med at sidde stumt stirrende. “Jeg tror vist, det er tid til at tage hjem nu, Frøken Kløe,” sagde Spurven forsigtigt, fandt min jakke frem og fulgte mig ud til cyklen.

Da jeg stod hjemme i min gård, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt at handle ind. Smækkede porten bag mig og satte kurs mod Føtex. Jeg bor dejligt centralt i forhold til indkøbsmuligheder, det tager kun cirka ti minutter ligegyldigt hvilket varehus, jeg vælger. Men denne fredag føltes det som om, jeg forsøgte at bestige en tilsandet, marehalmsbevokset klit. Gik og gik, gled ned, kom kun langsomt frem. Kunne nærmest mærke det grå, stive græs skære mine fodsåler. Opdagede pludselig, at jeg var gået den gale vej. På et torv fandt jeg mig selv, mens folk gik rundt med is og der var børn og hunde og aftensol. Vendte om. Fandt endelig Føtex. Tandpasta, mælk og vaskepulver røg hurtigt ned i kurven. Styrede nu stålsat mod slikafdelingen, for jeg kender som regel mig selv og ved, at der stort set ikke er det lidt chokolade ikke kan kurere. Det måtte også gælde i dette tilfælde, tænkte jeg. Glemte, at jeg er uerfaren i hjertesorger. Så det kom fuldstændig bag på mig, at det der med at miste appetitten, det der med ikke at have lyst til noget som helst længere, som man jo altid hører om, er fuldstændig sandt. Foran mig var hylder fulde af chokoladeovertrukne nødder, lakridschokolade, chokolade med krymmel, chokoladestænger, tysk chokolade, chokoladehapsere og karamelfyldt chokolade. Og jeg havde ikke lyst til en eneste. Men urokkelig i overbevisningen om, at det at proppe sig med kalorier ville hjælpe, ignorerede jeg min manglende craving og smed hurtigt en tilfældig pose i kurven.

Hjemme i sofaen gik jeg fuldstændig i selvsving med at opfylde klicheen om et knust hjerte: Jeg satte The Notebook på. Hvad er det for en nærmest masochistisk tilgang at have til sorg? Her efterfølgende tænker jeg, at det muligvis var et forsøg på at fremprovokere bare snerten af en følelse frem i mig selv. For jeg var stadig bedøvet og tom og chokerende ligeglad med “… it still isn’t over!”. Chokoladen voksede sig stor i min mund. Jeg besluttede at gå tidligt i seng.

Næste morgen var straks en anden snak. Vågnede op med en altopslugende tristhed i kroppen, som jeg efter omhyggelig mærken-efter lokaliserede til at befinde sig primært et sted i mellemgulvet. Hængende over min morgenmysli brugte jeg, hvad jeg vil betegne som pinligt mange timer på at genlæse samtlige beskeder i min og Sommermandens korrespondance på Messenger. Søster ringede. Min mor ringede. De tjekkede op på mig gennem hele dagen. Til sidst var jeg så træt af hele tiden at skulle forholde mig til min egen tristhed, så jeg straks slog til, da Ekskollegaen ved aftenstid skrev, at han og Vikaren gav øl, hvis jeg var frisk. Hurtigt bad, hurtig makeup, ud af døren.

De var allerede i højt humør, da jeg ankom. “Vikaren har fået en kæreste. Vidste du det?” grinede Ekskollegaen som noget af det første. Jeg stirrede på mit mørkhårede crush. Han kiggede forlegent væk. “Det er løgn?” jeg greb ud efter ham, “er du forelsket?” Vikaren rystede vagt på hovedet. “Nja. Altså. Du ved, hvordan det kan være nogle gange,” han smilede prøvende. “Det ved jeg bestemt,” sukkede jeg. “Jeg ved godt, vi to havde en aftale. Undskyld,” sagde Vikaren. “Sådan kan det gå. Men det er dejligt for dig,” jeg tvang et smil frem, prøvede af al kraft ikke at føle mig dobbelt forladt.

Herfra gik der rimelig meget tequila i den for mit vedkommende. Hader det stads. Aner ikke, hvorfor jeg nogensinde syntes, at det var så genial en idé at bestille shot på shot af den modbydelige væske. Jeg blev hamrende fuld. Og jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ikke ville kontakte Sommermanden lige med det samme. Han skulle lige lande, lige falde til, lige lære de nye omgivelser at kende lidt. Syntes selv, at det var rimelig cool af mig sådan at give ham tid og plads på den måde. Men på vej hjem med fire poser Chili Cheese Tops i favnen klokken 5 en søndag morgen er man ret usej, ret ynkelig og i det hele taget ret opsat på at stramme de bånd til sin Sommermand, der pludselig syntes så løse og slappe. Hele to fuldemandsbeskeder blev sendt afsted, mens jeg svajende klamrede mig til mit spisebord. Blandt andet: “Ej seriøst du skal ligevINfe og sådan *thumbs up*”. Er stadig ikke helt sikker på, hvad der skulle stå. Bagefter gik jeg ud for at tisse. Ti minutter senere vågnede jeg forskrækket op ved – stadig siddende på toilettet – sovende at være faldet forover og have knaldet issen ind i væggen.

Da jeg vågnede ved middagstid, havde Sommermanden svaret. Man kunne læse begejstringen i hver en linje. Han snakkede om eventyrlyst, og jeg mærkede soveværelset snurre. De der tequilashots bed endnu. Og selfølgelig er det dejligt, at han har det godt. Selvfølgelig ønsker jeg ikke andet for ham. Selvfølgelig er han høj på det rush, det må være endelig at leve den drøm, som man har brygget på så længe. Men hvor gjorde det ondt at læse alligevel. For udover begyndende tømmermænd kombineret med en vedblivende tequilabrandert havde jeg det faktisk ad helvedes til. Følte mig som verdens mest usle, smålige menneske, at jeg ikke engang kunne være rigtigt glad på Sommermandens vegne. I mit svar forsøgte jeg at lyde munter, ævlede løs om en lille kat jeg havde fundet tidligere på ugen. Så faldt jeg i søvn igen.

Var først rigtigt ædru, da det var blevet mørkt. Da var weekenden og de første dage uden Sommermanden gået. Og jeg kunne konstatere, at jeg endnu ikke havde rokket mig spor i forhold til hjertesorgsstadierne, og derfor måtte gå en ny uge i møde med en dominerende grundfølelse af at være ked af det helt ind i knoglerne.

Sig nu noget

Sommermanden er rejst. Aftenen inden skrev vi sammen. Jeg lagde op til at sige farvel. Egentlig havde jeg ikke gjort helt klart for mig selv, om det skulle være et farvel for evigt eller bare et farvel-vi-ses-farvel. Og egentlig havde jeg jo håbet, at Sommermanden under alle omstændigheder ville protestere, hvis det viste sig at være et for evigt-farvel. Her kunne man måske argumentere for, at man for en gangs skyld bare skulle sige tingene ligeud. Sådan: “Har du lyst til at fortsætte?” Men nej, nej. Det spil kører jeg jo slet ikke med Sommermanden. Og især ikke når jeg ikke engang selv er rigtigt klar over, hvad jeg vil nu. Det hele skal åbenbart helst være så kompliceret og kryptisk som muligt. På den måde er jeg så dejligt irriterende. Sommermanden svarede tilbage, at han godt kunne forstå mit farvel. Og så gav han sit eget. Jeg genlæste den besked mange gange. Tænkte, jeg aldrig ville svare ham, at det her skulle være de sidste ord mellem os. Den plan holdt stik i omtrent en halv time. Men den skingre panikfølelse, der begyndte at brede sig i min mave, lod mig forstå, at det slet ikke var den rigtige løsning. Kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har følt noget, der var så forkert. Du er nødt til i det mindste bare at prøve at få det til at fungere, skreg det i mig.

Så jeg sendte endnu en besked. Noget med at jeg ville ønske, at han sagde, vi skulle give det et skud. At jeg syntes, det havde været svært at tale med ham om. Og at jeg aldrig rigtig havde fået det sagt, men at jeg forfærdelig gerne ville prøve at give os en chance trods tusinde kilometers afstand. Sommermanden svarede, at han gerne ville holde kontakten, snakke og drømme over Skype. “Hvis det skal være os, kan vi nok begge mærke det når der er gået noget tid,” skrev han. Men uden at være kærester. Uden løfter man ikke kan holde. Var ikke tilfreds med et eneste af de svar, han gav. Og jeg kunne ikke formulere mig ordentligt, jeg kunne slet ikke forklare, hvad jeg mente. Det er flere dage siden, og selv nu kan jeg stadig ikke finde de rette ord. For altså. I virkeligheden ville jeg jo bare gerne have, at Sommermanden blev i Danmark og byggede et slot til mig. Agtigt.

Jeg ville ønske, at Sommermanden og jeg havde haft den samtale ansigt til ansigt. Så kunne jeg have forsøgt at forklare ham, at jeg jo godt kan se, at oddsene er imod os, at det der med at være kærester på tværs af lande ikke er det fedeste, men at jeg ville gøre mit bedste for at give os muligheden for at bevare et os. Hvad det så end er. “Det må udvikle eller afvikle sig,” sagde Søster, “det er den ultimative test.” Og det har hun jo ret i.

Så det er status. Nu må vi se.

Sommermandens genmæle

Jeg ved godt, at det, der udkommer herinde, kun viser min side af en sag. Det hele kan muligvis blive en smule ensporet og unuanceret, når historierne kun bliver fortalt fra mit synspunkt. Nuvel. Det er min blog, mine følelser og oplevelser. Men jeg kan sagtens se, hvordan nogen måske ikke ville kunne genkende sig selv i mine beskrivelser, fordi nogen har oplevet tingene på en anden måde. Nogen kunne måske endda få lyst til at tage til genmæle. Nogen kunne finde på at sætte sig ned og skrive en mail til mig. Eller til jer. Til bloggen. Og måske også lidt til sig selv.

Så. Ork. Damer. Det begynder altså at være riiimelig svært at forblive standhaftig i beslutningen om ikke at ville se Sommermanden igen. Især når jeg midt i frokostpausen i går modtog følgende:

Ja, den er god nok. Det er mig, Sommermanden. Jer som har fulgt med her på bloggen ved jo, at Frk. K har fortalt mig om bloggen. Og selvom jeg ved at jeg nok ikke burde læse med, så er det forbandet svært at lade være. Og den her sidste gang om ”Sommermanden” var skøn og helt forfærdelig at læse. Jeg sidder nu, mens jeg skriver det her, med tårer i øjnene. 

For at kunne sige noget meningsfyldt om det her, må jeg gå tilbage til begyndelsen. I februar måned fik jeg tilbudt mit ultimative drømmejob. Jeg flytter til den anden side af jordkloden og skal være væk i 4-5-6 år. Det er en chance jeg ikke vil få igen, og jeg har boblet af glæde og stolthed hele foråret og sommeren, over at det faktisk er mig, der i næste uge rejser af sted på en one-way ticket. Så da jeg meldte mig ind på Tinder i april var jeg glad og fuld af livslyst. Jeg tænkte, ”jeg har da ikke lyst til at sætte mit kærlighedsliv i stå bare fordi jeg forlader landet. Og hvis jeg bare spiller med åbne kort, så kan alle de skønne tinderdamer jo bare sige nej tak…” Min enorme naivitet står til trone på den her blog. Da jeg mødte Frk. K første gang var hun heller ikke sen til at fortælle hvordan hun spiser mænd til morgenmad. Hvordan hun var i gang med at realisere sig selv og sin seksualitet som var vågnet efter et langt forhold. Hun virkede selvsikker. Hun virkede spændende. Hun virkede farlig. 

I udgangspunktet passede vores ønsker jo til hinandens. Jeg ville gerne have en skøn, og sjov og uforpligtende sommer. Frk. K gav i hvert fald udtryk for, at det sidste i verden hun ønskede sig var en kæreste. Nej, hun ville have den ultimative frihed. Hun ville sige ”ja” til alle tilbud verden gav hende, også selvom det gav lidt knubs undervejs. Okay. Let’s do this… 

Fra allerførste fløjt har Frk. K og mig, haft en særlig forbindelse. Vi har talt fantastisk godt sammen. Der har været en helt særlig type ærlighed imellem os, som jeg aldrig har oplevet før. Måske var det, det faktum at jeg rejser, der gjorde det. Hvorfor holde noget tilbage? Vi vidste begge at der var en udløbsdato. På min og Frk. K’s tredje date fortalte jeg ting, som jeg aldrig har fortalt til andre. Og Frk. K fortalte om bloggen. Det var virkelig grænseoverskridende at læse om sig selv og ens kejtethed på dates, og ens seksuelle formåen, og ens tendens til at svede lidt rigeligt, når der rigtig skal knaldes etc. Altså sådan virkelig mærkeligt. Det er klart, at der er ingen af jer, der læser det her, der ville vide det var mig, hvis I mødte mig på gaden. Men jeg ved det er mig. Jeg ved at det er min og Frk. K’s fantastiske og frustrerende sommer I alle sammen læser om. Mine og hendes tanker, følelser, replikker, seksuelle tilbøjeligheder og alt det andet. Men kun som de ses af Frk. K. Det er meget specielt. Og meget lærerigt. 

Måske er det den ærlighed, der har været imellem os, der har ført til at vi har haft det mest fantastiske sex man kan forestille sig. Jeg har aldrig og forventer aldrig igen, at finde noget så vidunderligt. Vi har fra første sekund kunnet mærke hinanden, vi har forstået hinanden, accepteret hinanden. Det har været fuld af glødende lidenskab, legesyge, vildskab, lyst til at gøre det godt for den anden. En umættelig lyst til hinanden. Til at være tæt forbundet. Til at vise hinanden det. Det blik Frk. K har i øjnene, når hun har lyst til mig, er det mest vidunderlige og mest tiltrækkende, jeg nogensinde har set. Jeg har flere gange sagt til Frk. K at det er hendes udstråling, der gør det for mig. Der er ingen tvivl om at Frk. K er smuk. Helt utroligt smuk. Men det er den måde hun fylder et rum på, som rammer mig. Den måde hendes boblende personlighed viser sig på. Den måde hendes smittende livsglæde og engagement og nysgerrighed farver verden. I får et glimt af det i hendes smittende sprog her på bloggen. (Hun er så mega talentfuld! Jeg har sagt, at hun bør udgives og læses af alle i verden 🙂) Jeg ser det i fuld flor hver gang jeg er sammen med hende. Hun er enestående. 

Men, det har heller ikke været helt nemt at være Frk. K’s sommermand. Lige fra allerførste gang jeg havde været på date med hende, har jeg haft lidt svært ved helt at greje hende. Det skrev jeg også til hende efter vores allerførste date. ”Jeg har svært ved at regne dig ud”, skrev jeg. Det blev Frk. K meget overrasket over. Men det er sgu stadigvæk lidt rigtigt. 

Det var svært for mig at læse om fingreknepperier i baggården med eks-kollegaen, fordi Frk. K eftersigende længtes efter mig. Det var decideret forfærdeligt at læse Melt-down-indlægget med stoffer på en tirsdag og, hvad der kun kan betegnes som, voldtægtssex. Det gjorde mig så ked af det, at Frk. K følte behov for at gøre det. Det var bestemt hendes ret, og jeg havde ikke ret til at blive vred. Men forhelvede det gjorde ondt. 

Når jeg tænker tilbage på vores mange og dybe samtaler i løbet af foråret og sommeren, så bliver det tydeligt, at Frk. K, har forsøgt at undertrykke de følelser, hun var bange for skulle opstå for mig. Det gjorde hun i baggården, det gjorde hun i Melt-down episoden, det gjorde hun da hun fortalte at hun har tænkt sig at knalde en masse med Vikaren, når jeg er taget afsted. I øjeblikket har disse ting været som en kniv i hjertet. Men når jeg ser på det nu, har det været forsøg på at reducere mig til endnu én. Reducere mig til sex. For at forsøge at gøre det nemmere at håndtere at jeg rejser i næste uge. 

Hele den situation er uden tvivl lettere at håndtere for mig. For det er mig der rejser. Det er mig der tager væk, ud på eventyr i den store verden. Det har jeg vidst hele tiden. Min voksende forelskelse er blevet holdt i ave af, at jeg ved jeg skal væk, og at Frk. K har sagt og gjort de ting jeg har beskrevet. Derfor blev jeg reelt overrasket da hun sagde ordene i min seng, mens vi lå i ske. ”Jeg er forelsket i dig, det ved du godt ik’…” Jeg havde det på fornemmelsen, men jeg ville ikke selv indse det heller. Jeg svarede, hvad der stadig føltes som helt ærligt og rigtigt. ”Hvis jeg skulle være blevet her, så var jeg også forelsket i dig.” Gør det mig følelseskold? Måske. Det ved jeg ikke. 

Jeg er blevet overvældet af den eksplosion af følelser som Frk. K’s sidste indlæg om mig indeholder. Rørt, overvældet og fandens ærgerlig. Det var sgu da aldrig nogensinde meningen at Frk. K og jeg skulle være en afsked på et gadehjørne, eller et flygtigt vink. Det er vi da alt for vigtige til. Jeg indrømmer blankt, at det var enormt dårligt håndteret af mig. Og en sindssygt dårlig formuleret SMS. Det indrømmer jeg blankt. Det er jeg flov over. Jeg tror ikke jeg turde stå ved hvor meget det betød for mig også. Min tanke var romantisk. Jeg ville komme forbi efter jeg havde lagt mine gamle bedsteforældre i seng, og snakke den halve nat. Grine, græde lidt, have endnu mere fantastisk sex indtil det blev morgen og Frk. K skulle op og på arbejde. Frk. K svarede ”Nej, det kan jeg ikke”. Og så græd jeg. Jeg forstår det godt. Du kunne ikke gøre andet, når jeg havde skrevet, som jeg havde skrevet. Det ser jeg nu. Men for helvede….

   

Om ikke at få sagt farvel

Ok. Så det, der skete, var:

Var lige kommet en smule ovenpå igen, da Sommermanden fandt tid i kalenderen og meldte sin ankomst. Mit dårlige humør blev lynhurtig til sød forventning, og jeg planlagde og gjorde ved og glædede mig enormt til at se ham igen. Længe efter vores varme sommerdage sammen var jeg så ked, at min mor endte med at tage mig med hjem, så jeg kunne blive passet og kysset lidt på. Hjemme hos mine forældre er jeg Lille Skat, og de sagde det på sådan en mild, lys måde, så jeg brast i gråd igen. Det hjalp at få nusset fødder, mens min far brummede, som fædre gør, når deres døtre græder over sommermænd. Der blev blandt andet brummet noget med, at han ville reparere min cykel. For han tænkte vel nok, som fædre jo tænker, når deres døtre ligger brak som en anden våd karklud, at han da i det mindste kunne fikse Det Røde Lyn for mig. Tilføjede lavmælt, at Sommermanden slet ikke var alle de tårer værd. Det er voldsomt at blive valgt fra – også selvom man altid har vidst, at det slet ikke er muligt at blive valgt til. Og jeg har aldrig været ulykkeligt forelsket som dette før. Dyb forgabelse og fortabelse og hemmelig forelskelse kendetegner stort set hele min teenagetid og starttyvere. Men ugengældt, ulykkelig kærlighed har jeg aldrig oplevet før nu. ”Lille Skat,” sagde min mor, ”det gør ondt at gøre sig erfaringer.”

Hvordan kan jeg blive ved med at blive overrumplet over, hvor dejlig Sommermanden ser ud? Han gik mig i møde i en armygrøn jakke, mens han smilede og var solbrændt og blændende. Jeg havde ingen trusser på under nederdelen. Det kunne han godt lide. Hans hånd var på mine baller og hev i stoffet hele vejen hjem til min lejlighed. Sex med det samme. Kys og arme overalt. Og så en hel masse jeg havde lyst til at sige, men som jeg glemte alt om, da jeg mærkede ham oppe i mig.

Sommermanden lå på min sofa og så OL. Jeg vimsede rundt og legede kærester. Bagte boller og lakerede negle. Vi holdte doven søndag. Så lidt bordtennis. Han forklarede mig reglerne. Jeg lod som om, jeg forstod dem. Sov lidt. Han snorkede let i mit øre. Snakkede. Grinede. Og jeg plejer at være en af den slags damer, der siger tingene ligeud. Som bare spørger, når der skal spørges. Men med Sommermanden skal man passe på, og pludselig strør jeg brødkrummer og håber, at han samler dem op. I stedet for bare at stikke ham et franskbrød til at starte med. Ik’. Dyb metafor. Men Sommermanden trak bare på skulderen, da jeg sagde: ”Tænk, at vi aldrig skal se hinanden igen.” I virkeligheden ville jeg gerne have snakket med ham om at rejse over og besøge ham, om ikke at stoppe nu, og om at love hinanden ting, der kunne være svære at holde. ”Jeg er i Danmark nogle uger næste sommer,” svarede han. Jeg krummede forgæves videre: ”Men tænk, hvis du finder en kæreste i det nye land.” Han trak igen på skulderen og sagde, at det samme vel kunne ske for mig. Hvortil jeg straks svarede, at det kunne jeg aldrig finde på. Og det var jo her, han skulle have grebet mig og spurgt, om jeg ville vente på ham. Og jeg ville have svaret ja og nok have fået lidt våde øjne over hans pludselige lidenskab. Og så ville han sige, at han var lige så forelsket i mig, som jeg var i ham. Men det var jo især her – lige her – at Sommermanden skulle have sagt, at han selvfølgelig aldrig, aldrig ville have en udenlandsk kæreste, når han havde mig. Men han sagde ingenting. Og i stedet mærkede jeg for alvor, hvor ulige vores forhold er.

Da vi skiltes, var det med lovning om, at Sommermanden ville komme hjem til mig en dag efter arbejde. Så vi havde hele eftermiddagen og aftenen sammen til at sige farvel i. Han kørte væk i sin bil, og jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at stå og kigge efter ham denne gang, for jeg skulle jo se ham igen. Dagen efter blev jeg så syg, som jeg nogensinde har været. Lå under dyner i uldtøj og rystede af kulde. Halssmerter og madlede var altoverskyggende. Så jeg indtog hverken vådt eller tørt, hvilket på andendagen førte til besvimmelse. Da jeg henad tredjedagen begyndte at få åndenød, slæbte min mor mig resolut til vagtlægen. Symptomerne var ikke til at tage fejl af, sagde han. Følte forsigtigt på min hævede, mishandlede hals og fortalte lidt om behandlingen af kyssesyge som åbenbart er totalt ikkeeksisterende. En hurtig podning tydede dog på streptokokker. Om man sagtens kan have begge dele på samme tid, forstod jeg aldrig. Men jeg vaklede derfra med en recept på en omgang kick-ass penicillin, selvom lægen formanede mig om, at det nok ikke ville hjælpe spor, når nu det var kyssesyge, jeg i virkeligheden led af. Om aftenen på femtedagen kunne jeg spise toenhalv skålfulde af Søsters hjemmelavede suppe, og et døgn efter begyndte jeg så småt at tøffe lidt rundt igen.

Havde under sygdomsforløbet haft rigeligt med tid til at gruble over et par ting. Udover at være blevet slået fuldstændig følelsesmæssigt ud af kurs igen, kunne jeg også mærke, at uligheden mellem mig og Sommermanden gjorde mig både trist og bekymret. Jeg vil altid sidde parat som en hundehvalp, når han kalder. At næste møde med ham ville betyde afsked, gjorde mig tilmed nervøs. Var bange for at begynde at græde og tigge og skrige. For når jeg tænker på, at Sommermanden snart er væk for altid, er det sådan, jeg får lyst til at gøre. Så kunne han sidde der med sin fjollede, lille skuldertrækning, mens jeg ikke ville være i stand til at styre mig. Kunne allerede mærke ydmygelsen komme snigende bare ved tanken. “Lille Skat,” sagde min mor, “der er mange måder at sige farvel på. Du behøver ikke sidde overfor ham for at gøre det.”

En aften skrev Sommermanden pludselig, at han var i min by for at tage afsked med noget familie inden rejsen. “Skal jeg komme forbi dig sent i aften og sige farvel også? Det er nok sidste chance,” spurgte han. Blev helt forvirret. For jeg havde ikke nået at bestemme mig endnu, havde ikke nået at tænke noget som helst rigtigt igennem. Samtidig var lysten til at se Sommermanden så stor, så jeg knap kunne være i mig selv. Fik mig næsten til at skrive ja. Så stoppede jeg. Fordi. Hvad fanden? Siden hvornår er jeg blevet sådan én, man kan spise af med et hurtigt farvel på et gadehjørne en sen aften? Med rasende tårer løbende ned ad kinderne ringede jeg til min mor. “Hvad gør det ved dig?” spurgte hun. “Det gør mig vred. Som om jeg bare er en bekendt. Eller ikke engang. En bekendt ville man drikke kaffe med på en café. Men jeg kan kun få et øjeblik sent om aftenen,” hylede jeg. “Lille Skat,” sagde min mor med den største ømhed i stemmen, “nu ved du hvor i hierarkiet, han ser dig. Hvad mere kan du få ud af det her nu end at blive ked af det igen?”

Jeg har stadig ondt i halsen og har efterhånden fået et lettere usundt forhold til Strepsils. Mine kolleger påtaler mit tomme blik, jeg kører generelt bare på halv kraft. Ville så forfærdelig gerne have set Sommermanden en sidste gang. Men jeg skrev nej. Han forsøgte ikke engang at få mig til at skifte mening.

Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Road trip

Vi susede gennem grøn frodighed. Der var næsten ikke andre end os på landevejene, som var små og bakkede. Jeg blev ved med at udbryde, at det her måtte være det smukkeste sted af alle – nej, det her! Nej, her! Se! Sommermanden lagde smilende sin hånd på mit lår, og jeg tænkte, at jeg aldrig ønskede mig andet end dette lige nu. Ved ikke, hvor mange kilometer vi fik kørt den dag, men vi drønede rundt fra morgen til aften. Han viste mig alt. Det allerhøjeste sted, hvor vi delte en is og vinden blæste lunt. Jordens indre, hvor han kyssede mig i mørket, mens væden dryppede fra et gigantisk hvælvet loft ned i iskolde søer. Tårnet, hvor svaler fløj om hovederne på os, og slottet, som vist egentlig ikke var et slot, men som jeg syntes lignede. Og han vidste alt, fortalte mig om alt. Jeg lyttede opmærksomt, var så stolt over at gå rundt sammen med ham. Om aftenen spiste vi burgere på en café og gik i biografen. Temperaturen i salen var behagelig i forhold til byen udenfor, som solen efter en hel dags ihærdig stegning havde gjort lummer og døsig. Vi var svedige og varme efter mange timer på farten. Filmen blæste mig bagover, og jeg mærkede en brusende jubel i brystet over at få lov til at opleve dette sammen med ham.

Det var sidste nat hos Sommermanden. Jeg var meget glad og meget træt efter den lange dag, og vi gik i seng næsten så snart vi kom hjem igen. Han nåede at blunde hen på sofaen, mens jeg børstede tænder. Jeg fandt ham der i stuen, gav ham tandpastakys og tog ham med ind i soveværelset, hvor hans krop mod min straks gav mig kildende kløe. Kan aldrig få nok af ham. Han lå tungt ovenpå mig. Jeg låste benene sammen om ryggen på ham. Hans lyde satte en mindre eksplosion af vellyst i gang indeni mig. “Du ved godt,” hviskede jeg bagefter med næsen mod hans bryst, “at jeg er forelsket i dig. Ik’?” Det var blevet mørkt udenfor nu. Sommermandens ansigt var kun svagt oplyst. Og jeg ved fandeme ikke, hvad jeg havde forventet, for jeg er jo klar over, at han ikke er forelsket i mig, men det gjorde alligevel så forfærdeligt ondt, da han lidt efter kyssede mig og sagde: “Det vidste jeg måske godt. Det var jeg sikkert også blevet i dig, hvis jeg ikke skulle rejse om lidt.” Der var ikke så meget mere at sige. For hvad siger man, når det eneste man har lyst til, er, at forsvinde ind i et andet menneske, men det ikke er gengældt? Jeg faldt hurtigt i søvn med en følelse af, at noget var gået i stykker.

Hele formiddagen brugte vi i sengen. Stod op omkring middagstid, spiste yoghurt og müsli i solskinnet på altanen. Jeg sad i bikini og kiggede ud på træerne bag solbrillerne. Det gode ved mig og Sommermanden er, at vi ikke behøver at snakke hele tiden. Vi kan finde ud af at være stille sammen. Det synes jeg er meget vigtigt. Så vi sad der i solen på altanen uden at sige noget. Jeg følte, jeg havde fået alverden, følte, jeg havde alt og så alligevel ikke. “Du gør mig så lykkelig og trist på samme tid,” sagde jeg til sidst, og han nikkede stumt. Jeg gik ind for at pakke. Mens jeg gik rundt og samlede mine sager sammen, slog det mig, at det var sidste gang, jeg var i Sommermandens lejlighed. Det gik med ét op for mig, at han rejser langt, langt væk inden længe, og jeg kunne pludselig ikke få luft. Gemte mig i soveværelset, mens jeg hev efter vejret så lydløst som muligt og forsøgte at få styr på mig selv igen.

Han ville køre mig hjem, vi gjorde en sidste road trip ud af turen. Igen hånden på mit lår, vinduerne var rullet ned, Ed Sheeran klimprede og alt sejlede grønt forbi. Da vi kørte op af en bakke, var himlen så blå og flød nærmest i et med asfalten. “Jeg ville ønske, vi kunne fortsætte,” sagde jeg. “Det ved jeg, du ville,” smilede han og klemte om låret. Kære Gud, tænkte jeg, lad ham altid huske det her lige nu.

Jeg bad om flæskeæggekage, og Sommermanden ville give mig lige hvad jeg ville have, sagde han. Det var den bedste aftensmad, jeg længe havde fået. Der var purløg på toppen. Efter maden var der ikke langt til min by, og jeg kunne mærke hvordan melankolien vældede op i mig, da jeg så de første velkendte bygninger. Han sagde hurtigt farvel til mig i bilen. Blev vred på mig selv, for igen: Hvad fanden havde jeg forventet? Skyndte mig op af trapperne for at få et sidste glimt af ham, men på første sal var han allerede kørt. Jeg begyndte at hikste på anden, og på tredje sal sank jeg endelig sammen i entreen og hulkede over aldrig mere at skulle se min Sommermand igen.

   

Første nat

Sommermanden kan stadig give mig solide sommerfugle i maven. Og da jeg langt om længe var på vej i toget for at tilbringe en hel nat sammen med ham, baskede og flaksede de tungt rundt. Hidtil har vi grundet min manderegel – hvor det at sove sammen ligger på en streng førsteplads – skiltes sent om aftenen. Har vinket farvel til ham og kigget efter bilen, der tøffede væk rundt om hjørnet. Desuden har det at bo i hver vores by et godt stykke fra hinanden samt næste dags arbejde heller ikke været en just optimal kombination, hvilket også har sat en naturlig stopper for putteriet. Min nervøsitet over endelig at skulle sove sammen med Sommermanden var til at tage og føle på, og jeg tror, han nåede at blive lidt træt af mine konstante panikbeskeder, der begyndte at flyde i en lind strøm så snart jeg havde indvilget i at blive for natten. Har ingen problemer med at knalde eller kysse random typer. Men at sove sammen med en mand er det mest intime og grænseoverskridende jeg kan komme i tanke om. Det er kun kærestepotentialemænd, der efter grundig overvejelse og vurdering får lov til at komme så langt.

Det var også første gang, jeg skulle se Sommermandens hjem. Det var jeg drønspændt på. Altid rart at kunne snage lidt rundt og tjekke ud om han er skør eller ej. Min erfaring er, at mænd, der bor for pænt og damebladsagtigt, ikke er til at stole på. Muligvis en fordom der ikke er en skid hold i. Men ikke desto mindre synes jeg, at hjemmet kan fortælle meget om en person, som man måske ikke ellers ville have opdaget endnu. Sommermanden boede heldigvis fuldstændig normalt. Hyggeligt, personligt. Godt. Han fik et point i mit indre regnskab over Sommermandens Plusser og Minusser.

Vi drak hvidvin på altanen, mens vi snakkede om en masse, jeg ikke helt kan huske længere, udover en følelse af dyb ro og tilfredshed over at være sammen med ham igen. Da han endelig trak mig ind til sig og kyssede mig, begyndte sommerfuglene så småt at røre på sig igen. Tøj lå hurtigt spredt på stuegulvet. Min hud mod hans. Han placerede mig i en lænestol, trak min bagdel mod kanten, slikkede mig. Jeg greb ud i luften. Hænderne åbne, lukkede, åbne. Kneb øjnene sammen. Jeg sukkede. På knæ trængte han op i mig, vi åndede begge ud på samme tid. “Jeg har savnet dig,” gispede jeg, og han kyssede mig vildt. Sommermanden rejste sig, lagde mig på spisebordet. Kneppede løs. Stadig oppe i mig løftede han mig pludselig. Jeg grinede overrasket, da min stærke mand gav sig til at kneppe videre midt på stuegulvet med mig hængende tungt om hofterne på sig. Ding, ding! Endnu et plus i regnskabet. Omslynget i sofaen greb jeg ham om ballerne og hjalp ham hurtigt ind og ud af mig. Da han nærmede sig, suttede og slikkede jeg ham, til han kom. Slugte for en gangs skyld og var overmåde tilfreds med mig selv bagefter.

Hånd i hånd gik vi ned for at handle ind til aftensmaden, som han kokkererede, mens jeg nynnende satte lp’er på og drak resten af vinen. Hvor er det heldigt, jeg har fundet en mand, der kan lave mad. Og oven i købet god mad. For ham var det måske hverdag, men jeg var ret imponeret over det overdådige måltid. Altså vi snakker stegeso og rødvinssauce. Etcetera, etcetera. Det er meget fornemt i min leverpostejsverden. Blot et enkelt etcetera (perfekt smørstegte, sprøde asparges) gav mig på stedet endnu højere tanker om Sommermanden, og jeg spiste glad rub og stub. Bagefter måtte vi grinende ligge os på sofaen for at slå mave.

Efterhånden som aftenen skred frem, kunne jeg mærke, hvor trykket jeg begyndte at føle mig over snart at skulle falde i søvn ved siden af Sommermanden. Jeg gik ud for at fjerne makeup. Børste tænder. Smøre lidt creme på hist og her. Dameting. Kiggede på mig selv i spejlet og tænkte, at det kunne jeg sagtens klare, det her. Ork. Folk sover jo med hinanden hele tiden! Da jeg satte mig for at tisse, mærkede jeg min næse løbe. Med en hurtig bevægelse ville jeg tørre, hvad jeg troede måtte være en smule snot, væk, men fandt til min forbløffelse blod på håndryggen. Nej, nej, nej, nåede jeg at tænke, før slimhinderne bestemte sig for at give los og åbne helt op for sluserne. Blodet strømmede fra næsen, snart var den første håndfuld toiletpapir gennemblødt. Det er simpelthen løgn, tænkte jeg stresset, mens jeg lænet ind over håndvasken kunne observere hvordan anseelige mængder blod forsvandt ned i afløbet. Det ville ikke stoppe. Fandt vatrondel på vatrondel frem. Svedte. Nu har du været herinde i over ti minutter, nu tror han helt sikkert, at du har været ude og skide, tænkte jeg desperat. Men jeg var i forvejen så presset over hele sove-sammen-for-første-gang-situationen, så jeg slet ikke kunne overskue at gå bloddryppende ind i stuen til min nye mand og forklare, hvordan jeg nogle gange bare får spontan næseblod. I stedet bandede jeg hviskende, fandt til sidst ud af at pjaske koldt vand i næsen og læne hovedet tilbage. Da jeg endelig fik blødningen under kontrol, gik jeg ud til Sommermanden og lod fuldstændig som om ingenting var sket.

Vi gik i seng, og jeg kunne ikke finde ro. Havde lyst til at springe ud af vinduet og tage det næste tog hjem. Sommermanden var sød og aede og talte til mig. Efter lidt tid sov vi begge. Min søvn var let, jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Tidligt om morgenen lå jeg lysvågen og skævede til Sommermanden. Kedede mig hurtigt og fik til sidst også vækket ham helt diskret ved at vende og dreje mig og sukke højlydt. Morgenen var egentlig ikke så slem, som jeg måske havde frygtet. Det var faktisk helt rart at vågne op sammen med ham. Blev enige om at brunche den lidt, dagen startede med baconfedt og sukkerchok. Jeg tog hjem ved middagstid. Var fuldstændig ødelagt af sanseindtryk og søvnmangel. Brugte resten af dagen med at tusse rundt i en art zombietilstand, mens jeg stille konstaterede, at Sommermandens plusser nu var så overlegne, så der ingen vej var tilbage.

Ferie

Første dag i anden ferieuge. Indtil videre har jeg udrettet absolut ingenting. Er ikke god til at administrere al den frihed. Jeg bliver doven og dvask, tager både formiddags- og eftermiddagslure. Ferieuniformen består af plettede leggings og en forvasket t-shirt. Særligt tilføjede detaljer er et no makeup-look og smadret hår-frisure. Ah, ok. En enkelt gang har jeg været ude og drikke så meget tequila på tom mave, så jeg aldrig tror, jeg kan få mig selv til at nedsvælge skidtet igen. Men her havde jeg da i det mindste fundet ud af at tage mascara og en nogenlunde pæn jerseybluse på. Mine dage går derudover med at binge-watche sæsoner af House, som jeg må sige, jeg gennem det sidste døgn har gjort et imponerende indhug i. I går kom jeg på at sluge halvandet afsnit, mens jeg – omend en smule halvhjertet og ukoncentreret – tvang mit ferielade korpus på løbebåndet. Alligevel flot jeg fik slæbt mig i fitness. Før da havde jeg kun forladt lejligheden for at fange pokémons i nærområdet (radius max 2oo meter fra min gade) eller for at hente en af mine utallige pakker fra Asos. Arhmen. Har I set hvor billigt der er derinde for tiden? Det er jo dumt ikke at bestille noget hjem.

Men. I dag får piben en anden lyd. Jeps. Har gjort hytten ren og planlagt date med to dejlige damer, som jeg har savnet, savnet og glæder, glæder mig til at se igen. Har endda rigtigt tøj på! Ah, ok igen. Vi snakker stadig blødhedsjersey fra top til tå. Men uden pletter. Ansigtet har jeg smurt ind i en tyk foundationmaske, som alligevel ikke har held nok til at dække min hormonramte hud på tilfredsstillende vis. Eller. Chokoladeoverdosisramte hud. Også en mulighed. Enten det eller hormoner. Min menstruationsapp blinker og skræpper nemlig op om, at der burde ske ting og sager i nærmeste fremtid. Håber meget på, at det indtræder i dag eller i morgen. For på onsdag skal jeg sove hos Sommermanden igen. Denne gang TO nætter *hyperventilerer*. Og vi ved jo alle godt, hvordan det går med mig på første menstruationsdag. Diarre, mavekramper, selvmedlidenhed i spandevis. Nogle gange går det endda så vidt, at jeg kaster op og er urimeligt grådlabil. Det kan simpelthen lige passe, at det sker sammen med Sommermanden. Charmerende. Apropos sove sammen med Sommermanden, så havde vi vores første gang i forrige uge. Har et halvtfærdigt indlæg liggende om det. Men. Ferie, I ved. Gør alt svært. Åh. Så svært.

Uih. Var helt ved at glemme, at bloggen har haft fødselsdag. Et år. Sgu. Havde egentlig tænkt lidt på at lave noget særligt jubilæumshalløj i den anledning, men med hjernen på vågeblus, er det ikke ligefrem de kreative ideer, der er flest af. Skulle nogen være i det nostalgiske hjørne, kan man genlæse bloggens allerførste, spæde indlæg her. Og skulle andre være mere kreativt anlagt end mig, må de også gerne melde ind, hvad de kunne tænke sig af eventuelle hurra-indlæg.

Men I sidder jo nok alligevel allesammen på Kreta og smovser feta. Så det.

Bedring

Jeg har det bedre. Det har jeg virkelig. Skrev Meltdown-føljetonen (første, anden, tredje) i løbet af fredag og lørdag i sidste uge, hvor jeg følte mig allermest fortabt og manisk. Da jeg vågnede op søndag, kunne jeg allerede mærke, hvordan mit humør var steget betragtelige grader henover natten. Man skal ikke kimse ad onlineterapi i form af blogskrivning. Tænk, hvis jeg bare havde sat mig lidt tidligere til tasterne for at lette mit hjerte. Kunne muligvis have undgået en ting eller to derved…

Åh ja! Og jeg sover igen! Eller næsten. Bedre i hvert fald. Vi er ude i noget humle- og baldriante og lange, varme bade inden sengetid. Men det hjælper. Desuden har jeg fundet på noget så fiffigt som at aktivere Night Shift-funktionen på min iPhone. Lider af lettere FOMO og ligger derfor altid i sengen og junker en sidste omgang serier, Bloglovin’, Instagram, snap og deslige, inden jeg kan få mig til at lægge telefonen væk for natten. Jovist. Det er da hamrende irriterende at kigge på en orange Damon Salvatore, men man vænner sig hurtigt til det – og vigtigst af alt så hjælper det på søvnen. Mit hår sidder pludselig pænere efter længere tid i drømmeland, mit ansigt er knap så blegt. Er også begyndt at planlægge næste dags kontoroutfit om aftenen, så jeg ikke får et gedigent sammenbrud foran klædeskabet næste morgen og kommer for sent ud af døren. Som sædvanlig. Jeg har en enkelt gang tilmed lavet rigtig aftensmad i stedet for at sidde og fedte med en skålfuld cornflakes – som den vaskeægte madlavningshader, jeg er, ellers er forfalden til at ty til – så jeg er tung og mæt, når jeg entrer dynerne. Og så er vi også ude i, at jeg så småt nok må begynde at acceptere, at jeg jo er ny på mit job og ikke partout kan alt fra første dag. Så må bunkerne med sager vokse, jeg kan ikke klare dem alle på én gang. Agtigt.

Har jeg hørt fra Sommermanden? Ja. Men det er ikke længere det min verden drejer sig om. Jeg tror, jeg fik bygget en masse op indeni mig som enten brast eller skrumpede så snart jeg fandt ud af at sætte ord på. Sommermanden er stadig sød og skøn og dejlig, men jeg føler mig mere fri nu. Det er godt for mig og bestemt også for ham.

Så. Hvad gik galt? Skal jeg lige ransage sjælen lidt, nu hvor jeg i forvejen har gang i noget føle-føle? Min teori er, at efter jeg havde åbnet så meget op for Sommermanden (“Værsgo; her er lige lidt hyggelæsning om alt mit menstruation, diarre, sex, ensomhed, hjertesmerte og graviditetstester”), var jeg blevet fuldstændig modtagelig og super sensitiv overfor alt han sagde og gjorde. Og det er alt som i alt. Det blev hjerteemojis, der puffede mig ud over kanten. Dem kunne jeg slet ikke kapere. Satte straks gang i de indre bryllupsklokker. Ja. Pinligt men sandt. Dertil havde jeg brudt hele to manderegler for Sommermanden og pønsede på at bryde en tredje. Jeg bryder ikke regler for hvem som helst. Så han er uden tvivl noget særligt.

Søster har også en teori. Selvfølgelig. Det har hun tit. Hun mener, at fordi jeg ofte bedst kan lide optakten – jagten på en mand – så havde visheden om, at jeg aldrig rigtig vil kunne få Sommermanden, fordi han skal rejse væk, gjort kål på min sunde fornuft og vækket nogle følelser for ham til live, som jeg ikke ville have oplevet ellers. Jeg ved det ikke. Måske. Måske ikke. Får jo alligevel aldrig mulighed for at vide, hvordan det ville have set ud, hvis Sommermanden ikke skulle rejse. Måske det er en blanding af det hele. Altså den følsomhed der kom med ærligheden og en på forhånd dødsdømt jagt. Måske jeg virkelig bare er ved at blive forelsket.

Jeg svarede på en kommentar i aftes, hvor jeg kom lidt ind på, at jeg i det hele taget ikke har lyst til at forelske mig i nogen som helst. Sommermænd eller ej. Jeg vil bare gerne være mig selv efter år med kærester; jeg vil gerne gøre lige, hvad der passer mig lidt endnu; jeg vil gerne fyre den af; jeg vil stadig gerne knalde det halve af byen. Der er ting, jeg føler, jeg har brug for at gøre, før jeg kan slå mig til ro med en mand. Det sidste år har jeg forsøgt at leve så meget som muligt, sige ja til alt, der måtte byde sig. Jeg har haft det fuldstændig fantastisk og har lyst til at fortsætte sådan et godt stykke tid endnu. Og for mig konfliktede det fuldstændig med en mulig forelskelse. Hvorfor jeg med næb og kløer gjorde alt, hvad jeg kunne, for at undgå det. Sommermanden sagde så klogt, at jeg jo netop ved at sige ja til alt var i færd med at sige nej til ham. Øh. Nå ja.

Efter hele denne omgang kan man i hvert fald konkludere, at jeg nogle gange har det ualmindeligt svært ved kontroltab. Navnlig når det lige bliver toppet med arbejdsstress. Men det vidste jeg egentlig godt. Efter jeg er blevet ældre og mere bevidst om mine issues, plejer jeg at være rigtig god til at undgå at flippe ud over det. Tydeligvis ikke med samme held hver gang. Jeg har tilgivet mit meltdown. Nogle gange skal tingene bare være skidt, før det kan blive godt. For satan, det er dybt.